Sport

Spænding i guldkampen overrasker ikke Midtjylland-chef

Der er igen åbnet for kampen om mesterskabet i Superligaen, og den situation havde Bo Henriksen set for sig.

Med søndagens sejr på 2-1 i Aalborg hentede FC Midtjylland to point på mesterskabsfavoritterne FC København. Dermed er der kun et enkelt point mellem første- og andenpladsen i 3F Superligaens mesterskabsspil.

Til spørgsmålet om, hvorvidt der er gået “gummiben” i FC København, som gennem sæsonen har haft et stort forspring, melder Midtjylland-cheftræneren kontant ud.

– Har der ikke været det længe? Det er jeg ikke overrasket over.

– Vi skal jo vinde vores egne kampe, så vi behøver ikke at snakke mere om FC København. Det klarer de selv.

– Vi gør vores bedste, og så skal vi bare tage næste kamp. Men vi har en fin mulighed for at gøre det spændende til sidst, siger cheftræneren.

På tværs af Superligaen og pokalturneringen er FC Midtjylland ubesejrede gennem de seneste syv kampe. Seneste nederlag var således mod FC København i Parken den 10. april.

– Vi bliver ved med at skabe chancer ud af de fleste situationer og vores kompakthed. Vi skaber chancer ud af ingenting, og det er en rar fornemmelse at have.

– Vi er fortrøstningsfulde omkring de kampe, der kommer nu. Vi tror på, at vi kan lave mål, og den følelse havde vi måske ikke 100 procent i starten af foråret, siger Henriksen.

Henrik Dalsgaard kan ligeledes mærke, at holdet er inde i en god stime frem mod de sidste tre kampe af Superligaens mesterskabsspil. Her venter Brøndby, Silkeborg og slutteligt Randers i jagten på mesterskabet.

– Det giver selvtillid. Vi har nogle gange smidt det lidt mere polerede spil til side og sørget for at vinde kampene.

– Nogle gange handler det om at få den ene sejr og så lade det rulle stille og roligt. Vi har en tro på tingene i øjeblikket, siger backen.

Foruden de resterende kampe i ligaen har FC Midtjylland også en pokalfinale mod OB i kalenderen.

/ritzau/

Back to top button