Politik

Søren Krarup følger datteren ud af Dansk Folkeparti

Det tidligere folketingsmedlem Søren Krarup har ifølge Marie Krarup forladt Dansk Folkeparti med hende.

Det tidligere fremtrædende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Søren Krarup har ifølge hans datter Marie Krarup meldt sig ud af partiet. Det oplyser hun til Radio4.

Hun forklarer, at Søren Krarups exit hænger sammen med hendes eget i weekenden.

– Det skyldes jo, at jeg har meldt mig ud, siger hun til Radio4.

Marie Krarup har tidligere oplyst, at hendes far har en Alzheimers diagnose, hvorfor hun bad journalister om ikke at henvende sig til ham.

Søren Krarup slutter sig dermed til en række profiler fra Dansk Folkeparti, der har forladt partiet.

Den seneste uge har seks medlemmer af partiets folketingsgruppe – herunder Marie Krarup – og det tidligere folketingsmedlem og formandskandidat Martin Henriksen forladt partiet.

Søren Krarup selv var i Folketinget fra 2001 til 2011. Forud for sin folketingskarriere var han blandt andet kendt for sin tilknytning til tidsskriftet Tidehverv og sin profession som præst.

Her forende han det teologiske og det politiske i blandt andet et nationalt-konservativt opgør med kulturradikale og humanistiske tanker.

Sammen med sin fætter Jesper Langballe, der også var præst og tilknyttet Tidehverv, er Søren Krarup flere gange blevet betegnet som en af Dansk Folkepartis tidlige chefideologer.

I 2011 trak både Jesper Langballe og Søren Krarup sig. Ved samme valg kunne begge se et af deres børn valgt til Folketinget. I Søren Krarups tilfælde var det datteren Marie Krarup, og hun er fortsat medlem af Folketinget.

Da Kristian Thulesen Dahl trak sig som formand, var hun stærk modstander af, at Morten Messerschmidt skulle blive Dansk Folkepartis næste formand.

Det blev han ikke desto mindre, da han blev valgt på et ekstraordinært landsmøde 23. januar i år.

Siden har Marie Krarup udtalt sig kritisk om både Morten Messerschmidts ledelse, og hun og tidligere formand Pia Kjærsgaard har åbent skændtes i pressen.

I weekenden forlod hun Dansk Folkeparti. Blandt andet i protest over Morten Messerschmidt.

/ritzau/

Back to top button