Indland

Socialdemokratiet: Ja tak-ordning for reklamer kan ødelægge ugeaviser

Regeringen lovede i 2020 at undersøge en tilvalgsordning for reklamer, men venter på svar fra EU-Kommisionen.

Det kan koste arbejdspladser og gå hårdt ud over de lokale ugeaviser, hvis ordningen for omdeling af reklamer laves om.

Det mener politisk ordfører for Socialdemokratiet, Christian Rabjerg Madsen.

Han peger på at mange ugeaviser er afhængige af at blive omdelt sammen med reklamerne.

Brancheorganisationen Dansk Industri (DI) og dagligvaregiganten Coop siger søndag, at det ville være en god idé at lave reklameordningen Reklamer Nej Tak om til en Ja Tak-ordning.

Men ifølge Christian Rabjerg Madsen er ugeaviser vigtige for lokaldemokrati og sammenhængskraft.

– Og derfor skulle vi jo nødigt trække det økonomiske tæppe væk under vores ugeblade, som rigtig mange er glade for.

– De er rigtigt vigtige for vores lokaldemokrati og den lokale samtale, siger han.

Interesseorganisationerne Landdistrikternes Fællesråd og Danske Medier er enige.

Danske Medier vurderer, at omdelingsprisen vil stige mellem tre og fire gange for ugeaviserne, hvis ikke de bliver omdelt sammen med reklamer.

Den samlede ekstraomkostning bliver omkring 600 millioner kroner, skriver de i en pressemeddelelse.

Det vil ifølge dem betyde, at mange ugeaviser slet ikke kan udkomme.

DI kalder dog den nuværende ordning for “tvangsreklamer” og siger, at den er “ude af trit med en bæredygtig omstilling”.

Dansk Affaldsforening vurderer, at der hvert år bliver omdelt mellem 57.000 og 100.000 ton papirreklamer.

En tilvalgsordning ville kunne nedbringe papirforbruget. Og det er ifølge Danmark Naturfredningsforening en “lavthængende frugt”, der kan være med til at knække affaldskurven.

Christian Rabjerg Madsen siger, det ville være “dejligt og fornuftigt” at høste potentielle CO₂-gevinster, hvis ordningen ændres.

Men først skal det juridiske på plads, mener han. Efterfølgende kan man så lave en faktisk opvejning af fordele og ulemper ved at ændre ordningen.

I 2020 lovede regeringen at undersøge, om det er juridisk muligt at vende ordningen på hovedet.

Derfor har Erhvervsministeriet henvendt sig til EU-Kommissionen, der skal afklare, om det kan lade sig gøre.

Men man har ikke fået noget svar endnu. Og Christian Rabjerg Madsen tør ikke sige noget om, hvornår det sker.

Miljøordfører Carl Valentin (SF) siger, at regeringen “forhaler sagen helt vildt”. Det afviser Christian Rabjerg Madsen.

/ritzau/

Back to top button