Kriminal

Snefald giver glatte veje og uheld på sjællandske motorveje

Vejene er glatte i det meste af landet. Vejdirektoratet opfordrer til at køre forsigtigt og holde god afstand.

Mange rundt om i landet vågnede til et hvidt snedække, og for bilister gav sneen udfordringer mandag morgen.

Det fortæller vagthavende ved Vejdirektoratet Nicholas Petersson mandag formiddag.

– Det har været en travl morgen, for der har været glatte og sneklædte veje, så man har skullet køre forsigtigt.

– Vi har haft en del uheld på E20 Vestmotorvejen omkring Slagelse og Sorø. Her har vi haft de største udfordringer på motorvejene, og det skabte selvfølgelig en del problemer. Det har været en travl morgen fra de tidlige morgentimer og frem til efter myldretiden, lyder det.

Der har også været et enkelt uheld omkring Holbæk, ved Horsens og nogle få i hovedstadsområdet. Men det har været værst på Vestmotorvejen, fortæller den vagthavende ved Vejdirektoratet.

Ifølge DMI kommer temperaturen mandag til at være mellem frysepunktet og fire graders varme.

Varmest bliver det i den sydlige og sydvestlige del af landet.

Skal man ud at køre resten af mandagen, er det dog stadig vigtigt at køre efter forholdene, påpeger Nicholas Petersson.

– Man skal stadig være opmærksom på risikoen for glatte veje, så man skal køre forsigtigt og holde god afstand til de forankørende.

Drømmer man om en kælketur, gør man klogt i at udnytte muligheden i dele af landet mandag.

Efter mandag er det nemlig slut med vintervejr i denne omgang.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker