Kriminal

Smugling af 125 kilo amfetamin giver hårdest mulige straf

13,5 års fængsel, lyder straffen til rocker, der stod for narkosmugling. Straffen kommer oveni tidligere dom.

Østre Landsret har tirsdag lagt et år til straffen til en 31-årig mand, der er dømt for at have deltaget i indsmugling af 125 kilo amfetamin.

Straffen ender derfor på 13 år og seks måneders fængsel til Saed Alioua, der er medlem af rockergruppen Satudarah.

– Det er så alvorlig narkotikakriminalitet, så det skal virkelig også kunne mærkes eftertrykkeligt, siger anklager Andreas Kjærulff.

Den dømte stod i maj 2020 for at planlægge og sørge for transport af 125 kilo amfetamin. Først blev amfetaminen kørt til en adresse i Sorø, hvor den blev pakket i fem papkasser og derefter kørt videre til en adresse i Slagelse.

Sagen mod den 31-årige er en del af et større sagskompleks, hvor flere andre personer også er idømt flere års fængsel. Nogle er fuldgyldige rockere, mens andre er sympatisører.

Retten i Næstved dømte også den 31-årige mand, der under sagen nægtede sig skyldig. Han ankede derfor til landsretten. Det har nu resulteret i en skærpet straf.

Andreas Kjærulff forklarer, at landsretten har udmålt den hårdest mulige straf i sagen.

Det skyldes, at Saed Alioua efter smuglingen i mellemtiden er blevet idømt to år og seks måneders fængsel i en anden sag, som oveni den nye straf giver 16 års fængsel, der er strafferammen for narkosmugling.

– Landsretten siger med andre ord, at når man er på det kvantum, ligger man på den maksimale straf på 16 år, siger Andreas Kjærulff.

I særligt grove sager kan retten tage paragraf 88 i brug, der kan hæve strafferammen, når der er tale om “særdeles skærpende omstændigheder”. Men det har anklageren ikke krævet i denne sag.

Strafferammen blev for første gang sprængt i en narkosag, da hovedmanden i Operation Goldfinger i december fik 19 år og fire måneders fængsel for 930 kilo narko. Dommen kom oveni en tidligere straf på otte måneders fængsel, og den er anket.

/ritzau/

Back to top button