Sport

Skiskydningsforbund udelukker nu også russere

Russiske og hviderussiske skiskytter er helt udelukket fra internationale konkurrencer efter skærpet sanktion.

Det Internationale Skiskydningsforbund (IBU) har skærpet sine sanktioner over for russiske og hviderussiske skiskytter efter et møde i forbundets eksekutivkomité tirsdag aften.

Onsdag meddeler IBU således, at russiske og hviderussiske skiskytter ikke må deltage i internationale konkurrencer i IBU-regi. Det indebærer blandt andet den sidste del af World Cup-sæsonen, hvor der afholdes konkurrencer i Finland, Estland og Norge.

Forbuddet har foreløbig ingen udløbsdato.

I lørdags lød det ellers fra IBU, at russiske og hviderussiske skiskytter fortsat kunne konkurrere efter Ruslands invasion af Ukraine. De måtte dog ikke konkurrere under russisk eller hviderussisk flag, og deres nationalsang ville ikke blive spillet i tilfælde af sejr.

Med de skærpede sanktioner følger IBU anbefalingerne fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC), der ønsker russere og hviderussere udelukket fra al sport.

Der var dog ingen udsigt til at se russiske skiskytter konkurrere lige foreløbig. Lørdag valgte Ruslands Skiskydningsforbund (RBU) nemlig at trække dets atleter fra resten af sæsonens konkurrencer.

Også Det Internationale Skiforbund (FIS) har udelukket russere og hviderussere. Det gjorde forbundet tirsdag. FIS dækker blandt andet over konkurrencer i alpin, skihop, snowboard og langrend.

/ritzau/

Back to top button