Politik

Skatteminister åbner døren for forbud mod spilreklamer

Skatteminister Jeppe Bruus afviser ikke, at forbud mod spilreklamer kan anvendes i kampen mod spilafhængighed.

Regeringen er villig til at se på, om der skal indføres forbud mod spilreklamer.

Det siger skatteminister Jeppe Bruus (S) til TV 2, efter at en rapport har vist, at det er gået den gale vej med spilafhængighed de seneste år.

Rapporten bygger på en undersøgelse fra Spillemyndigheden. I undersøgelsen svarer 10,9 procent af de adspurgte, at de i løbet af 2021 har haft en form for afhængighed af pengespil.

Det er mere end dobbelt så meget, som da en lignende undersøgelse blev lavet for fem år siden, og svarer til, at knap en halv million danskere har haft svært ved at styre deres spilforbrug.

Udviklingen vækker opsigt og bekymring hos skatteministeren.

– Jeg mener, at det er et voldsomt stort problem.

– Vi taler om en fordobling af voksne i pengespilsproblemer over de seneste fem år. Det er alt, alt for mange, siger Jeppe Bruus til TV 2.

Tidligere har Socialdemokratiet og regeringen over flere gange afvist at bakke op om et egentlig forbud mod markedsføring af pengespil.

I stedet har regeringen fremsat en række udspil. Det tæller indførelsen af et spilkort, som stiller krav til spiludbydere, styrket kontrol af spilområdet og et løft af behandling til spilafhængige.

Til TV 2 siger skatteministeren, at han ikke er afvisende over for at indføre et forbud mod spilreklamer.

– Jeg vil ikke afvise noget som helst, for vi kommer til at kigge på det hele.

– Det handler selvfølgelig om reklamer, det handler også om måden, spillene er indrettet på, det handler om forbud i forhold til børn og unge, siger Jeppe Bruus.

I regeringens støtteparti SF er der allerede opbakning til et forbud mod spilreklamer. Det sagde partiets skatteordfører, Carl Valentin, forleden.

– Det vil være kompliceret, men det er jo lykkedes at gennemføre et forbud mod eksempelvis tobaksreklamer.

– Om ikke andet kan man tage andre greb i brug for at dæmpe den meget aggressive markedsføringskultur.

– Man kan forbyde reklamer, der er målrettet særligt udsatte grupper, og man kan lave regler for, hvem der må og ikke må optræde i reklamerne, for eksempel sportsstjerner, sagde Carl Valentin til Ritzau.

Jeppe Bruus har sagt til Ritzau, at han vil indbyde Folketingets partier til en drøftelse om sagen efter sommerferien.

/ritzau/

Back to top button