Sport

Simon Yates slår van der Poel og vinder Giro-enkeltstart

Simon Yates var hurtigste mand, da Giro d'Italia-rytterne lørdag kørte 9,2 kilometer i Budapest.

Simon Yates ligner en mand, der skal tages seriøst i kampen om den samlede sejr i Giro d’Italia.

Lørdag vandt briten løbets 2. etape, en 9,2 kilometer lang enkeltstart i Budapests gader. Yates kørte sig samtidig op på andenpladsen i klassementet, som Mathieu van der Poel fortsat fører.

Den hollandske stjerne vandt fredagens åbningsetape og sikrede sig med en andenplads lørdag endnu en dag i lyserødt.

Mattias Skjelmose endte som bedste dansker på en 21.-plads, mens Magnus Cort en smule skuffende blev nummer 53.

De første cirka otte kilometer af ruten i den ungarske hovedstad var flade, inden rytterne til sidst skulle op ad en kategori 4-stigning.

Lennard Kämna blev sendt afsted som rytter nummer 87 og satte en tid, der i cirka en times tid holdte Bora-tyskeren i den varme stol, hvor dagens hurtigste mand kan sole sig undervejs.

Matteo Sobrero fra BikeExchange slog Kämna, men det blev blot starten på en stribe af nye bedste tider. Simon Yates var hurtigst, og briten kunne derefter se de sidste ryttere blive sendt afsted.

Mattias Skjelmose og Magnus Cort rullede i kraft af deres slutplaceringer fredag ned ad startrampen som henholdsvis tiende og fjerde sidste rytter.

Cort bar løbets blå bjergtrøje, fordi Mathieu van der Poel af gode grunde ikke kunne bære alle de tre trøjer, han med sejren fredag sikrede sig.

Mattias Skjelmose viste igen gode takter og kørte over stregen i 16.-bedste tid, inden han altså endte som nummer 21. Magnus Cort lignede på forhånd det største danske vinderhåb, men bornholmeren var ikke i nærheden af at kæmpe med om sejren.

Den tog Simon Yates, og han er nu oppe på fem Giro-etapesejre i karrieren.

Det er første gang siden 2019, at en Giro d’Italia-enkeltstart ikke blev vundet af Filippo Ganna. Den italienske tempomaskine, der er dobbelt verdensmester i disciplinen, har ryddet bordet i de sidste to års enkeltstarter i Giroen, men stiller ikke op i år.

De første tre etaper af den italienske grand tour køres i Ungarn, inden løbet efter en hviledag mandag fortsætter i sit hjemland.

/ritzau/

Back to top button