Udland

Sikkerhedsfirma kæmper for at redde danskere ud af Ukraine

Det kræver præcision og et omfattende netværk at evakuere udlændinge i Ukraine, fortæller sikkerhedschef.

Ofte skjuler de sig i parkeringskældre og beskyttelsesrum.

Derfor er det afgørende med præcise koordinater og nøjagtige stedsangivelser, når sikkerhedsspecialister skal finde frem til og hjælpe udlændinge – herunder danskere – ud af det krigshærgede Ukraine.

Det fortæller Jonas Muñoz Sylvest. Han er chef for krisehåndtering i det danske sikkerhedsfirma Guardian.

Firmaet er aktuelt i gang med at evakuere mellem 80 og 100 danskere og andre udlændinge ud af Ukraine.

– Vi arbejder intensivt i et felt, som er meget vanskeligt.

– Det vi gør nu, er at få kontakt til de mennesker, som skal evakueres. Vi planlægger deres vej ud og sikrer os, at de kommer den rigtige, mest trygge og mest sikre vej ud af landet.

– I det omfang man overhovedet kan kalde noget trygt og sikkert i et krigshærget land, siger han.

Guardian er afhængig af et omfattende netværk at medarbejdere, som er på jorden i Ukraine. Derudover har sikkerhedsfirmaet en analyseenhed, som intensivt overvåger situationen i landet.

– Vi monitorerer konstant grænseovergange, broer og veje i forhold til, hvor der er militære aktiviteter, og hvor det er nogenlunde sikkert at færdes.

– Vi laver hele tiden sådanne vurderinger for at kunne understøtte evakueringerne, siger Jonas Muñoz Sylvest.

Inden udlændinge kommer ud af Ukraine, bliver de generelt hjulpet mod sydvest i retning mod Moldova, Rumænien og Slovenien. Det sker for at få dem væk fra de værste krigshandlinger.

En stor del af dem, der får hjælp af Guardian, er ansat i udenlandske virksomheder i Ukraine. Det er virksomheder, der har bedt sikkerhedsfirmaet om assistance.

En af de virksomheder er Ekstra Bladet. To af avisens reportere blev i sidste uge ramt af skud i det østlige Ukraine. De havde efter den akutte hospitalsbehandling brug for at komme ud af landet.

Guardian bistod med evakueringen, og fredag ankom de to til Danmark.

Sikkerhedsfirmaet har opereret i konfliktzoner mange forskellige steder i verden. Det ændrer ikke ved, at situationen i Ukraine er ekstremt kompliceret, fortæller Jonas Muñoz Sylvest.

– Situationen i Ukraine er eskaleret meget voldsomt på forholdsvis kort tid.

– Så kan man diskutere, om det har været forudsigeligt eller ikke forudsigeligt, men bottom line er, at vi har skullet reagere meget hurtigt på et massivt behov for evakuering.

/ritzau/

Back to top button