Kriminal

Sigtelse: Fupbetjente narrede store summer fra ældre mand

20-årig mand har erkendt at have franarret en ældre mand penge ved at udgive sig for at være fra politiet.

Ved at udgive sig for at være fra politiet lykkedes det ifølge politiet en gruppe af gerningsmænd at narre et større pengebeløb fra en ældre mand.

Bedragerierne har stået på gennem den seneste uge, men onsdag blev en af de formodede gerningsmænd anholdt.

En 20-årig mand er torsdag blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby og varetægtsfængslet i 14 dage.

Anklager Christina Grue fra Nordsjællands Politi oplyser, at manden i retten erkendte sig skyldig.

Retsmødet blev holdt for lukkede døre, hvilket betyder, at offentligheden forhindres i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarede. Det havde anklageren bedt om, da flere uidentificerede medgerningsmænd menes at være på fri fod.

Anklageren vil dog gerne oplyse hovedpunkterne i sigtelsen. De går ud på, at den 20-årige sammen med andre personer flere gange i den forgangne uge har haft kontakt til en ældre mand.

Og ved at udgive sig for at være fra politiet har de fået ham til at udbetale 36.000 kroner.

– Derudover er der et forhold om forsøg på bedrageri, men det blev ikke til noget, fordi politiet var til stede, fortæller Christina Grue.

Det er langtfra første gang, at ældre mennesker eller andre, der anses som lette ofre, er blevet snydt.

Tidligere i år blev en 25-årig mand i Københavns Byret idømt to år og ni måneders fængsel for at bedrage 36 borgere for sammenlagt 6,2 millioner kroner.

Manden var del af et kriminelt netværk, som ringede rundt til borgere og udgav sig for at være fra Østjyllands Politi. De ringede fra et nummer, som sluttede på 1448, der er kendt for at være de sidste fire cifre i politiets telefonnumre.

Andre autoriteter end politiet er blevet anvendt af fupmagere. Blandt andet i et stort sagskompleks kaldet “Sweet Talk”, hvor to mænd i februar blev dømt for at udgive sig for at være fra Skattestyrelsen og på den måde narre millioner af kroner fra deres ofre. Straffene lød på to et halvt års fængsel til hver.

/ritzau/

Back to top button