Politik

Siden Ruslands invasion har 158 ukrainere søgt asyl i Danmark

Fra 1. januar til dagen før Ruslands invasion søgte fem ukrainere asyl i Danmark. Siden har 158 søgt.

Siden Ruslands invasion af Ukraine torsdag 24. februar har 158 ukrainske statsborgere søgt asyl i Danmark.

Det fremgår af en opgørelse fra Udlændingestyrelsen. Tallene vil fremover blive opdateret alle hverdage, skriver styrelsen.

154 af ansøgningerne er kommet i uge 9 frem til og med torsdag 3. marts.

De resterende fire ansøgninger kom i uge 8.

Desuden fremgår det, at i perioden 1. januar 2022 til 23. februar, dagen før invasionen begyndte, søgte fem ukrainske statsborgere om asyl.

Torsdag var 104 ukrainske statsborgere blevet indkvarteret på et asylcenter eller lignende under Udlændingestyrelsens forsørgelse.

Ukraine har en aftale om visumfrihed. Dermed kan ukrainere med et biometrisk pas rejse frit ind i Danmark i 90 dage, uden at de behøver at ansøge om asyl, før den periode udløber.

Man har udstedt biometriske pas i Ukraine siden 2015. I Danmark har alle nyudstedte pas siden 2012 været biometriske. Her har man afgivet fingeraftryk.

Der kan være ankommet flere ukrainere, som agter at søge om asyl, uden at de endnu har indleveret deres ansøgning.

Fredag eftermiddag er et politisk flertal blevet enigt om en særlov, der skal give beskyttelse til ukrainske krigsflygtninge.

De får med særloven mulighed for at styre uden om de normale asylregler og i stedet få midlertidig opholdstilladelse i Danmark i to år med det samme.

Regeringen regner med at kunne indkvartere op mod 20.000 ukrainere i asylsystemet. Men mange af dem, der allerede er kommet til Danmark, er indtil videre blevet indkvarteret privat.

Fredag oplyste FN’s flygtninge organisation, UNHCR, at mere end 1,2 millioner mennesker er flygtet ud af landet. Før invasionen boede der 44 millioner mennesker.

UNHCR forudser at fire millioner mennesker vil flygte ud af Ukraine på grund af invasionen.

/ritzau/

Back to top button