Et selvmordsangreb mod en pakistansk moské har fredag kostet mindst 56 personer livet og såret næsten 200.
Det oplyser embedsfolk fra det lokale politi og hospital.
Angrebet fandt sted i det nordvestlige Pakistan i byen Peshawar.
En væbnet mand ankom i forbindelse med fredagsbønnen til moskéen på en motorcykel. Da politiet dukkede op, åbnede han ild. Han kæmpede sig vej ind i den fyldte moské og detonerede sin bombevest.
Det oplyser Haroon Rasheed fra politiet i Peshawar.
– Den væbnede mand gik ind i moskéen og begyndte at skyde mod folk, der var i gang med at bede. Til sidst sprængte han sig selv i luften, lyder det.
Tidligere fredag lød det, at der havde været to gerningsmænd.
Fredagens angreb er et af de dødeligste i årevis mod shiamuslimer.
De har længe været genstand for angreb udført af militante sunnimuslimer – herunder den militante gruppe Islamisk Stat (IS).
IS har fredag taget skylden for det dødelige angreb i moskéen i Peshawar.
Angreb er den seneste tid taget til i grænseregionen nær Afghanistan. Det er sket, efter at Afghanistan er blevet overtaget af Taliban, som rivaliserer med jihadister i andre grupper – først og fremmest IS
Grænseprovinsen Khyber Pakhtunkhwa, hvor Peshawar ligger, har længe været urohærget, selv om der i 2014 blev iværksat en meget omfattende og langvarig militær offensiv mod militante islamistiske grupper.
Ved et brutalt angreb i 2014 mod en skole i Peshawar blev der dræbt 150 mennesker – langt de fleste var børn.
/ritzau/Reuters