Hvis du er berørt af oversvømmelser i forbindelse med eksempelvis stormflod eller skybrud, så er der flere ting du skal være opmærksomme på i forhold til din sundhed.

Normalt bliver oversvømmelse fra regnskyl eller havvand ikke anset for at udgøre en større sundhedsfare, men hvis der har været kloakvand i oversvømmelsen, er det vigtigt at respektere almindelige hygiejniske forholdsregler, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen har derfor samlet en række råd, som kan hjælpe med at håndtere, hvis dit hjem er blevet oversvømmet i forbindelse med stormflod eller et skybrud.

Her bliver der blandt andet beskrevet, hvordan du beskytter dig, hvis kælderen eller andre rum er blevet oversvømmet med kloakvand, og de skal gøres rene.

Indeklima og kældre

Er der trængt vand ind i din kælder eller andre rum, skal du først og fremmest fjerne vandet. Det kan du eksempelvis gøre med en pumpe. Er rummene våde, bør du undgå at opholde dig der længere tid af gangen – særligt hvis der er tale om kloakvand. 

Affugtning

Når vandet er fjernet, er det vigtigt, at kælderen tørrer ordentligt. Sådan undgår du, der kommer skimmelsvamp:   

  • Luft ud og skab gennemtræk.
  • Du kan med stor fordel anskaffe dig en affugter. Sørg for at lukke vinduerne, mens den kører. 

Rengøring

Vand i oversvømmede kældre og andre rum kan være forurenet med kloakvand. Er der kloakvand i vandet, bør du overlade rengøringen til et professionelt rengøringsselskab. 
Vælger du alligevel selv at gøre din kælder med kloakvand ren, bør du beskytte dig: 

  • Brug gummistøvler og langskaftede gummihandsker.
  • Kloakvand bør ikke komme i kontakt med din hud, øjne eller mund. 
  • Vær særlig opmærksom på, at sår ikke kommer i kontakt med vandet
  • Skift fodtøj, når du går ind

Når du er færdig med at gøre rent, så tag et bad, tør dig grundigt med et rent håndklæde og tag rent tøj på.

Tøjet, du har haft på under rengøringen, bør du vaske ved en høj temperatur. Du kan også vælge at smide tøjet ud. I så fald skal du komme det i en lukket sort plasticpose og smide det ud som almindeligt affald.

Dit forsikringsfirma kan have særlige regler for, om du selv skal gøre rent efter en oversvømmelse. Så kontakt dit forsikringsselskab for at få konkret vejledning og råd, inden du går i gang. 

Privat tøjvask

Sørg for at vaske dit tøj ved minimum 80 °C, hvis det er forurenet med kloakvand. Vil du reducere smittefaren yderligere, kan du benytte dig af vaskemiddel med blegemiddel, bruge tørretumbler og hænge tøjet ud i solskin (UV-lys).

Indbo

Vælger du selv at gøre dit indbo rent, er det en god idé at tage en snak med en professionel eller dit forsikringsselskab og få gode råd om den bedst mulige fremgangsmåde, og hvordan du bedst beskytter dig selv.  

Haver

Slam og aflejringer efter oversvømmelser udgør som regel ikke en sundhedsfare i haver. Hvis der har været kloakvand i oversvømmelsen, er det vigtigt, at du følger de anbefalinger for rengøring, vi har beskrevet tidligere. Du kan overveje at fjerne slammet, da lugten kan være generende, hvis det bliver liggende i længere tid.

Efter en oversvømmelse kan du godt være i din have, men vær opmærksom på, at oversvømmelsen kan have forurenet jorden. 

  • Når vandet er væk, kan du med fordel spule eller vande de områder, hvor du opholder dig. Så mindsker du forureningen på overfladen.
  • Har du små børn, bør de undgå at lege og opholde sig på forurenet jord. 
  • Forurening fra kloakvand i haven vil nedbrydes med tiden, men det kan tage tid, før det er fuldkommen nedbrudt. Det er svært at sige, hvor lang tid det tager, da der kan gå alt fra nogle uger til få måneder. 
  • Skift sandet i sandkassen, hvis det er blevet forurenet med kloakvand. 

Køkkenhaver

Hvis du har grøntsager i haven, som har været i kontakt med kloakvand, skal de koges, før du spiser dem. Nogle grøntsager som fx salat kan ikke koges og bør derfor smides ud.  

Flere nyheder

Kom med din mening til nyheden