Erhverv

SAS genvinder passagerer: Højeste antal siden corona

Selv om SAS er ved få sine passagerer tilbage efter corona, bekymrer tempoet og indtjeningen analytiker.

Der var langt flere passagerer i SAS-flyene i april, end det var tilfældet sidste år. Over halvanden million passagerer fløj med SAS i april.

Det er næsten fire gange så meget som i april sidste år, hvor luftfartsbranchen stadig led under rejse-restriktioner på grund af corona.

Corona-epidemien har ramt luftfartsbranchen hårdt. Og for SAS er der stadigvæk et stykke vej op til antallet af passagerer før foråret 2020, hvor corona blev en global pandemi.

I april 2019 var SAS ramt af en pilotstrejke i dele af april, og tallene kan derfor være svære at sammenligne med i år. Men i april 2018 havde SAS 2,5 millioner passagerer. Dermed er der et stykke vej endnu.

– Vi fortsætter vores genrejsning og kan se de højeste antal passagerer siden marts 2020, skriver SAS i forbindelse med sine trafiktal.

– Hvis vi ser fremad, er tendenserne i salg og bookinger positive for den kommende sommerperiode.

I april i år var SAS’ kapacitet omkring to tredjedele af april 2018. Ifølge Sydbanks luftfartsanalytiker Jacob Pedersen hænger SAS lidt i bremsen med at genvinde det tabte terræn.

– SAS er mere tilbageholden med at øge kapaciteten end mange af konkurrenterne, skriver han i en analyse.

Ifølge Jacob Pedersen kæmper SAS også med at tjene lige så mange penge på deres flyvninger som før corona.

– Øjebliksbilledet af udviklingen i april er bestemt opmuntrende, men en nærmere analyse giver anledning til knapt så meget opmuntring, skriver han.

/ritzau/

Back to top button