Kriminal

Sara Omar kan forhindre optagelser i at blive vist

Forfatter har sandsynliggjort, at hun har ret til at håndhæve ophavsret til optagelser, lyder det i kendelse.

Forfatter Sara Omar kan forhindre, at billed- og lydoptagelser af hende vises, hvis hun stiller sikkerhed på en kvart million kroner. Det har Retten på Frederiksberg afgjort mandag.

Det fremgår af en pressemeddelelse på domstolens hjemmeside.

Stridens kerne handler om timevis af optagelser af Sara Omar i kølvandet på udgivelsen af hendes roman “Dødevaskeren” foretaget af filminstruktøren Mohammad Parwani – også kendt som Manyar Parwani.

Med i Parwanis projekt er også komikeren Omar Marzouk, der har fungeret som producent på filmen.

– Hvis Sara Omar Maref senest den 7. marts 2022 stiller en sikkerhed på 250.000 kroner, vil retten forbyde Omar Marzouk og Mohammad Parwani at offentliggøre eller viderebringe enhver billed- eller lydoptagelse af Sara Omar Maref foretaget af eller under instruktion af Mohammad Parwani i perioden fra den 30. januar 2018 til den 31. juli 2019, lyder det i kendelsen.

I en stribe retsmøder har parterne kæmpet indædt mod hinanden.

Manyar Parwani og Omar Marzouk har hævdet, at de har retten til de mange råbånd, og at Sara Omar er utroværdig.

Omvendt har Sara Omar i retten fortalt, at hun har retten til filmen og blev manipuleret i forbindelse med optagelserne.

I en skriftlig udtalelse siger hun, at hun er lettet over rettens afgørelse:

– For mig har sagen handlet om retfærdighed.

– Marzouk og Parwani har fra starten overskredet enhver form for anstændighed i deres forsøg på at miskreditere mig, i en grad, hvor det føles som et åbenlyst iscenesat karaktermord, især på de sociale medier.

Mindre tilfreds med afgørelsen er den modsatte part – nærmere bestemt Omar Marzouk – som ifølge Ekstra Bladets oplysninger vil kære kendelsen.

Det er endnu ikke lykkedes Ritzau at få dette bekræftet hos komikerens advokat, Tyge Trier. Men efter afgørelsen har advokaten sagt til Politiken, at han “forventer”, at sagen vil blive anket og indbragt for landsretten.

Ifølge Sara Omars advokat, Erik Nyborg, er der tale om en simpel sag, der handler om selskabsret.

Og da selskabet, som aftalen om dokumentaren blev indgået med, ikke længere er ejet af Marzouk og Parwani, har de ikke ret til filmen, lyder det.

Fra begyndelsen af 2018 og cirka halvandet år frem foretog Parwani timevis af film- og lydoptagelser af Sara Omar. Planen var at lave en dokumentar om den kvindelige forfatter.

Men dokumentaren blev ikke færdig, og projektet lukkede sommeren 2019.

To år senere lød det så fra Parwani og Marzouk, at de havde åbnet projektet igen. Denne gang handlede det dog ikke om Sara Omars tid efter udgivelsen af bestselleren “Dødevaskeren”. I stedet skulle det handle om Sara Omars troværdighed – eller mangel på samme.

Men Retten på Frederiksberg har altså sat en kæp i hjulet for planerne om at udgive dokumentaren.

/ritzau/

Back to top button