Erhverv

Sampension leverer rekordhøjt afkast til sine kunder

I 2021 fik Sampension et investeringsafkast på 23,9 milliarder kroner. Det er rekord for pensionsselskabet.

2021 har været et godt år at have sin pension stående i Sampension.

Det kundeejede pensionsselskab kunne nemlig levere et rekordhøjt afkast til sine kunder.

Det oplyser Sampension i forbindelse med sit regnskab for 2021.

I 2021 fik kunderne et afkast på op til 23,4 procent. Afkastet var størst for kunder med høj investeringsrisiko, men også kunder med lavere risiko fik gode afkast.

I alt blev investeringsafkastet i Sampension på 23,9 milliarder kroner i 2021. Det er mere end en fordobling i forhold til 2020, hvor det lød på 11,5 milliarder kroner.

– 2021 var et særdeles godt investeringsår, hvor der var kraftig medvind på finansmarkederne med gode afkast på de fleste risikofyldte aktiver, siger Hasse Jørgensen, administrerende direktør i Sampension.

– Det betød også, at vi sidste år kunne levere det højeste afkast nogensinde til vores kunder, hvilket selvsagt er meget tilfredsstillende, siger han i en pressemeddelelse.

Udsigterne til at levere et lignende afkast i 2022 ser ikke for gode ud.

Dels på grund af udsigten til en strammere pengepolitik og stigende renter og dels på grund af Ruslands invasion af Ukraine.

Begge forhold har allerede givet store fald på aktiemarkederne i 2022.

– Derfor må vi indstille os på, at afkastet i år bliver væsentligt lavere end i 2021, siger Hasse Jørgensen.

Ifølge Sampension er selskabet det tredjestørste pensionsselskab i Danmark.

Selskabet tilbyder både arbejdsmarkedspensioner og firmapensioner.

Det er blandt andet overenskomstansatte HK’ere i kommunerne og offentligt ansatte i staten, der er kunder i Sampension.

/ritzau/

Back to top button