Sag om bagbunden mand i svømmehal tog uventet drejning
En mand skal have forsøgt at dække over tyveri i Slotssøbadet i Kolding ved at bagbinde sig selv.
Politiet rykkede lørdag morgen ud til Slotssøbadet i Kolding. Her blev en mand fundet bundet. Men det skulle senere vise sig, at han selv var gerningsmanden bag.
Det tilstod manden, da han blev afhørt af politiet. Det oplyser Sydøstjyllands Politis vagtchef ifølge JydskeVestkysten.
Manden ville angiveligt påstå, at han var blevet passet op af ukendte gerningsmænd, som tvang ham til at give adgang til svømmehallen, så de kunne stjæle et kontantbeløb.
Men manden tilstod ifølge vagtchefen, at det var ham selv, der stjal pengene.
Manden blev fundet i pigernes omklædningsrum før åbningstid.
Mediet skriver videre, at vidner på stedet har fortalt, at en mand, der blev fundet i omklædningsrummet, havde sine hænder bundet med strips.
Men ingen – og dermed også manden – har været udsat for vold eller lignende. Det stod senere klart i en pressemeddelelse fra Slotssøbadets direktør, Otto Skak.
Han ville ikke gå ind i detaljer, men oplyste, at der ikke har været nogen voldsepisode eller personskade.
I pressemeddelelsen fra Slotssøbladet lyder det, at der ikke er tale om en medarbejder fra svømmehallen men derimod en person fra en ekstern leverandør.
– Fra Slotssøbadets side anser vi forholdet for opklaret og afventer nu den juridiske afslutning på det, skriver Otto Skak i meddelelsen til pressen.
– Vi er meget bevidste om, at det må være en traumatisk oplevelse for dem, der har været tilstede og har taget hånd om de berørte, skriver han videre.
Han tilføjer også, at det har været en “træls situation.”
Otto Skak har oplyst til JydskeVestkysten og fortæller også til Ekstra Bladet, at deres videoovervågning helt tydeligt viser, at manden har stjålet penge fra kassen i Slotssøbadet.
Derefter er manden selv er gået ned i kvindeomklædningsrummet, hvor han har bundet sig selv.
– Der er noget skuespil i det, siger Otto Skak til Ekstra Bladet.
Det er ikke lykkedes Ritzau at få fat i vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.
/ritzau/