Sådan gør du ungerne vilde med grøntsager
Det kan være svært at få børnene til at spise grøntsager, men du må absolut ikke begynde at "snyde dem", advarer sundhedsplejerske.
Broccoli, gulerødder og peberfrugter er ikke altid yndlingsspisen hos de mindste.
Men der er flere metoder, du kan bruge for at få dine børn til at spise mere grønt.
Det fortæller Helen Lyng Hansen, der er sundhedsplejerske hos netsundhedsplejerske.dk og forfatter til en række bøger om børn og mad.
– Tag børnene med i køkkenet, og lad dem smage på grøntsagerne, mens du skærer dem ud, siger hun.
– Er de med til at lave det, så er lysten til at smage maden efterfølgende større hos børnene.
Hun peger på, at børn under et år har en naturlig lyst til at undersøge ting med munden, så jo flere fødevarer, du kan introducere dem for i den alder, desto bedre er det.
Derefter bliver det sværere at lokke dem til at spise nye ting.
Se også: Find opskrifter og inspiration på Madbloggen.dk
Helen Lyng Hansen foreslår at prøve at appellere til børnenes sanser, når der skal spises grøntsager.
– Grøntsager har mange farver og ser indbydende ud. Det kan man udnytte, så det bliver sjovt for børnene at spise dem, siger hun.
– Har man et barn, der er glad for jordbær og farven rød, kan man jo prøve at servere rødbeder.
Men hvis alt mislykkes, kan det være tiltalende som forælder at prøve at snige grøntsager i børnene ved at blende det sammen med andet mad.
Og gør du det, er det supervigtigt, at du ikke fyrer en hvid løgn af, hvis du bliver opdaget.
– Hvis du hakker broccoli og putter det i frikadellerne, må du ikke lyve og sige, at “det bare er krydderi”, hvis barnet spørger.
– Børn skal kunne stole på deres forældre, og hvis de oplever, at de lyver, så vil de ikke smage på noget næste gang, advarer hun.
– Prøv i stedet at appellere til deres fantasi og sige, at det er “broccoli fra dinosaurtræer”, hvis de synes, det er sjovt.
Du kan også få dine børn til at indtage flere grøntsager ved at lave børnevenlige juices og smoothies.
Sådan lyder det fra Mads Bo, der er indehaver af juice-hjemmesiden highonlife.dk og forfatter af en række opskriftsbøger om juice.
– De færreste børn sidder og gumler grøntsager, så med en juice får de det ind, uden at de bemærker det, siger han.
Ifølge juicemageren er det vigtigt at få ramt smagsbalancen rigtigt.
– Skru op for det sure og søde i en grøntsagsjuice. Det er med til at camouflere grøntsagssmagen.
– Til børn anbefaler jeg halv-halv af grøntsager og frugt. Og put gerne ekstra frugt i første gang, for hvis du ødelægger den første juice, gider børnene ikke den næste, fortæller han.
Derudover skal du også tænke over farverne. Det er vigtigt, at det ser lækkert ud, mener Mads Bo.
– Får du lavet noget, der ikke ser så appetitligt ud, så hæld det i en flaske, som ikke er gennemsigtig.
Du skal enten bruge en juicer med centrifuge, en slowjuicer eller bare en blender for at komme i gang med at lave din egne juices, fortæller Mads Bo.
– Der er ingen regler for, hvor mange grøntsager og frugter du skal bruge. Men putter du alt muligt forskelligt i, kan man ikke smage alt det gode.
– Læn dig derfor op ad juice-opskrifter i starten, foreslår Mads Bo.
/ritzau fokus/