Udland

Russiske fly møder næsten totalt forbud mod at flyve i Vesten

Listen over lande, der forbyder russiske fly i luftrummet, fortsætter søndag med at vokse.

Ligesom Danmark vil en lang række vestlige lande forbyde russiske fly i luftrummet.

I løbet af formiddagen er blandt andet Finland og Sverige kommet til, og listen bliver søndag fortsat længere og længere. Søndag eftermiddag melder også Frankrig og Norge, at luftrummet lukkes.

Flere medier – heriblandt Berlingske – erfarer fra anonyme kilder, at måske hele EU kan følge trop med et forbud inden for få dage.

Allerede nu har blandt andet Italien, Holland, Tyskland, Storbritannien, Bulgarien, Tjekkiet, Belgien og Polen meddelt, at de lukker luftrummet.

Den tyske lukning vil gælde i tre måneder, oplyser det tyske transportministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Estland, Letland og Litauen har også lukket deres luftrum for Rusland. Det samme har Slovenien og Rumænien.

Det tvinger russiske fly med kurs vestpå til at tage længere omveje.

Ruslands luftfartsmyndighed, Rosaviation, har svaret igen ved at forbyde fly fra en række lande i at lande i russiske lufthavne eller flyve over Rusland.

Det drejer sig ifølge AFP foreløbig om de tre baltiske lande, Slovenien, Bulgarien, Polen, Tjekkiet og Rumænien.

Et russisk forbud kan potentielt også ramme blandt andet Finland, hvis nationale luftfartsselskab, Finnair, har specialiseret sig i at flyve mellem Europa og Asien over Rusland.

Men ifølge AFP er den mulighed allerede ret begrænset. Det skyldes strikse indrejserestriktioner i Asien som følge af coronapandemien.

At en bredere EU-lukning skulle være på vej, er ikke bekræftet fra danske myndigheder. Udenrigsministeriet henviser til, at EU’s udenrigsministre søndag aften har et virtuelt møde klokken 18 for at diskutere situationen i Ukraine.

/ritzau/AFP

Back to top button