Sport

Russisk skøjteløber mødt med jubel midt i dopingsag

Kamila Valieva blev tiljublet, da hun lagde sig i spidsen for kunstskøjteløbernes individuelle konkurrence.

Den 15-årige russiske skøjteløber Kamila Valieva blev tirsdag mødt med jubel, da hun atter var på isen ved vinter-OL i Beijing.

I det korte program leverede Valieva en overbevisende præstation, der betyder, at hun indtager en førsteplads i den individuelle konkurrence, der bliver afgjort på torsdag.

Den unge russer har været i centrum i en opsigtsvækkende dopingsag den seneste uge, efter Valieva tilbage i december afleverede en dopingprøve, der senere viste sig at være positiv.

Svaret fra dopingprøven kom dagen efter, at russeren havde været med til at vinde guld i holdkonkurrencen i Beijing.

Den Internationale Sportsdomstol (CAS) gav mandag Valieva lov til at fortsætte ved legene, men der er dog endnu ikke taget stilling til, om russerens resultater får lov til at tælle.

Valieva lagde efter CAS-afgørelsen ikke skjul på, at hun har været igennem nogle hårde dage.

Det var dog ikke umiddelbart til at se på den unge europamester, da hun tirsdag gennemførte det korte program.

Valieva fik masser af opbakning fra tribunerne, hvor der både blev klappet og hujet.

Alt var ikke helt perfekt på isen, hvor hendes landing efter en triple axel kunne have været udført bedre.

Valievas præstation var alligevel nok til at tage en klar førsteplads af de første 26 deltagere på isen.

Ingen af de sidste fire deltagere formåede at slå den unge russer, der derfor sluttede med tirsdagens højeste score.

Valieva tog sig til ansigtet, da hun havde gennemført sit program og blev igen mødt med jubel.

Konkurrencen fortsætter på torsdag med det frie program.

/ritzau/

 

 

 

 

 

Back to top button