Udland

Rusland: Vi har nået de militære mål for dag et

Rusland betegner den første dag af invasionen i Ukraine som en succes og siger, at 83 militære mål er ødelagt.

Rusland siger torsdag, at dets militær har nået de mål, der var sat for første dag i Ukraine.

– Alle de opgaver, der var givet til grupperne af soldater fra den russiske føderations væbnede styrker, blev fuldført på vellykket vis, siger en talsmand for det russiske udenrigsministerium ifølge AFP.

Det er første gang, at Rusland bekræfter, at der er russiske styrker på landjorden i Ukraine, skriver nyhedsbureauet AP.

Rusland hævder at have ødelagt 83 militære mål i Ukraine.

Russiske styrker trængte ind i Ukraine tidligt torsdag morgen. Det skete trods gentagne advarsler fra vestlige lande om alvorlige konsekvenser, hvis russiske soldater krydsede grænsen til nabolandet.

En højtstående kilde i USA’s forsvarsministerium siger, at det er USA’s indtryk, at invasionen har til formål at “halshugge” den vestligt orienterede regering i Ukraine.

– Det er vores vurdering, at de har alle intentioner om grundlæggende at halshugge regeringen og indsætte deres egen regeringsform. Det kan forklare de indledende træk, sagde den unavngivne kilde tidligere torsdag.

Kilden, der ikke ønsker sit navn frem, siger videre, at USA mener, at Rusland har tre hovedakser, angrebene er rettet imod – heriblandt hovedstaden Kijev.

/ritzau/

Back to top button