Udland

Rusland varsler nye partnerskaber med Kina og Indien

Vesten har indledt en hybridkrig mod Rusland. Alle vil blive berørt af det, siger Ruslands udenrigsminister.

Rusland er blevet mål for en vestlig “hybridkrig”. Men Rusland vil modstå sådan en krig.

Sådan siger Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, i en tale i Moskva.

Rusland vil blandt andet indgå dybere partnerskaber med lande som Indien og Kina for at klare sig i den såkaldte hybridkrig, der er et ord for krigsførelse med en lang række midler ud over krudt og kugler som for eksempel sanktioner og cyberkrig.

– Det kollektive Vesten har erklæret total hybridkrig mod os, og det er svært at forudse, hvor lang tid alt det her vil vare. Men det er klart, at konsekvenserne vil blive mærket af alle uden undtagelse, siger Lavrov.

Nyhedsbureauet Tass skriver, at Vesten ifølge Lavrov er parat til at modsætte sig Rusland “indtil den sidste ukrainer”.

– Det er en meget behagelig holdning, særligt for USA, der orkestrerer processen fra den anden side af havet. Også Europa svækkes, og det åbner markeder for USA’s egne produkter, teknologier og militærteknologiske produkter.

Videre siger den russiske udenrigsminister, at Rusland gjorde alt for at undgå et direkte sammenstød.

– Men nu, da udfordringen er givet, accepterer vi den selvfølgelig. Vi er ikke ukendte med sanktioner. De har næsten altid været der i en eller anden form.

Vesten har indført sanktioner mod Rusland på grund af den russiske invasion af Ukraine den 24. februar.

Der er blandt andet indefrosset store russiske værdier i vestlige banker, og russiske rigmænd har fået deres værdier beslaglagt og har forbud mod at rejse til Vesten.

Næsten halvdelen af Ruslands valutareserve på 640 milliarder dollar er indefrosset. Det ser Lavrov som et bevis på, at ingen kan vide sig sikker over for “statsligt pirateri”.

Der er derfor behov for at være mindre afhængig af USA og dets allierede, siger han.

– Ikke kun Rusland men mange andre reducerer deres afhængighed af amerikanske dollar, vestlig teknologi og markeder, siger han.

Han tilføjer, at Ruslands forhold til Kina er det bedste, det har været nogensinde. Rusland er også ved at lave et strategisk partnerskab med Indien.

Lavrov er lige vendt hjem til Moskva fra en rejse i Mellemøsten. Han understreger vigtigheden af at have forbindelser til Egypten, Algeriet, golflandene og også Asien, Afrika og Sydamerika.

/ritzau/Reuters

Back to top button