Rusland til USA: Stop fjendtlige overflyvninger ved vores grænse
Rusland antager, at USA stopper flyvninger nær Rusland, siger ambassadør, efter at amerikansk drone styrter.
Ruslands ambassadør i USA, Anatolij Antonov, opfordrer USA til at stoppe “fjendtlige” overflyvninger nær den russiske grænse.
Appellen kommer, efter at et amerikansk dronefly tirsdag blev indhentet af to russiske kampfly over Sortehavet. Det endte med, at dronen styrtede.
– Vi antager, at USA vil afstå fra yderligere spekulationer i medierne og indstille flyvninger nær Ruslands grænser.
Det skriver ambassadøren på beskedtjenesten Telegram.
– Vi anser enhver aktion med brug af amerikansk våbenudstyr for en åbenlys fjendtlig handling, tilføjer Anatolij Antonov.
USA’s militære kommando i Europa oplyser i en erklæring, at det var to russiske SU-27-kampfly, der afskar den ubemandede amerikanske drone.
Det skete i internationalt luftrum, hvor russiske piloter med deres handlinger fik dronen til at styrte.
Inden styrtet havde det ene fly dumpet brændstof på dronen. Efterfølgende blev det ramt ved en kollision.
Dronens propel blev klippet ved sammenstødet ifølge USA’s hær, fremgår det af erklæringen.
– Som et resultat af en skarp manøvre så endte det ubemandede MQ-9-fly med en ukontrolleret flyvning og tab af højde til følge, og det kolliderede med havoverfladen, hedder det.
John Kirby er talsmand for USA’s præsident Joe Biden. Han siger, at Ruslands forklaringer er noget vrøvl.
Han konstaterer, at russiske afvisningsflyvninger sker tit over Sortehavet. Men denne gang var det ikke, som det plejer.
– Det er værd at bemærke, hvor usikkert og uprofessionelt det blev udført, ja ligefrem hensynsløst, siger han.
Det russiske forsvarsministeriums forklaring er, at dets fly eftersatte den amerikanske drone. Men benægter, at de var skyld i, at dronen styrtede.
Dronen var blevet opdaget “over havet ved halvøen Krim”. Den havde retning mod den russiske grænse ifølge den russiske regering.
/ritzau/AFP