Sport

Rusland og Hviderusland udelukkes fra para-OL i Beijing

Efter pres fra de øvrige deltagere udelukkes Rusland og Hviderusland fra de paralympiske vinterlege i Beijing.

Paraatleter fra Rusland og Hviderusland skal alligevel ikke kæmpe om olympisk metal i de kommende uger.

Torsdag, dagen før de paralympiske vinterlege i Beijing åbner, er Rusland og Hviderusland blevet udelukket fra legene som følge af invasionen af Ukraine.

Det skriver Den Internationale Paralympiske Komité (IPC) på sin hjemmeside torsdag, efter at IPC ellers onsdag gjorde det klart, at russere og hviderussere var velkomne til legene i Kina.

IPC-præsident Andrew Parsons forklarer om kovendingen:

– IPC er en medlemsbaseret organisation, og vi er forpligtet til at følge vores medlemmers holdninger.

– Den eskalerende situation har sat os i en umulig position så tæt på legenes start. I går (onsdag, red.) sagde vi, at vi ville fortsætte med at lytte til vores medlemmer, og det har vi gjort.

– I de seneste 12 timer har et overvældende antal medlemmer kontaktet os og været meget direkte over for os, hvilket jeg er taknemmelig for.

– De har fortalt os, at hvis vi ikke genovervejede vores beslutning, kunne det få store konsekvenser for de paralympiske vinterlege. Flere af vores medlemsforbund er blevet kontaktet af deres regeringer og atleter, og de har truet med ikke at stille op.

– For at bevare integriteten og sikre en høj sikkerhed har vi besluttet, at atleter fra Rusland og Hviderusland ikke må stille op, siger IPC-præsidenten blandt andet.

Han fortæller, at det drejer sig om 83 atleter, der nu ikke kan stille til start alligevel.

Det tal ville formentlig være langt højere, men dække over atleter fra andre nationer, såfremt Rusland og Hviderusland ikke var blevet udelukket fra legene i Beijing, fortæller han.

De paralympiske vinterlege varer frem til søndag 13. marts.

Danmark deltager i legene med en enkelt udøver. Der er tale om Adam Nybo, der konkurrerer i alpin sitski. Hans optakt til legene er dog forstyrret af, at han i mandags blev konstateret smittet med coronavirus, og derfor misser han fredagens åbningsceremoni.

Han skal konkurrere i storslalom torsdag 10. marts og i slalom lørdag 12. marts.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har anbefalet at udelukke Rusland og Hviderusland fra al sport.

/ritzau/

Back to top button