Udland

Rusland kræver amerikanske soldater ud af det meste af Europa

Rusland oplyser, at man kan blive nødt til at svare militært, hvis ikke sikkerhedskrav bliver opfyldt.

Rusland kræver, at USA trækker alle sine væbnede styrker ud af Central- og Østeuropa samt Baltikum.

Det fremgår af et russisk svar på USA’s sikkerhedsforslag. Svaret er offentliggjort af Ruslands udenrigsministerium, som har sendt det til USA, torsdag.

– Vi insisterer på tilbagetrækningen af alle USA’s væbnede styrker i Centraleuropa, Østeuropa og Baltikum, hedder det.

USA bekræfter at have modtaget svaret. USA har tusinder af soldater i Europa. Flest er til stede i Tyskland, hvor USA har omkring 35.000 soldater ifølge det amerikanske medie NPR.

USA har den seneste tid sendt ekstra soldater til Europa, herunder flere tusinde til lande der grænser op til Ukraine.

I svaret tilføjer Rusland, at landet kan svare militært, hvis USA ikke møder de russiske sikkerhedskrav.

– Ved udeblivelsen af vilje fra amerikansk side til at forhandle klare og lovligt bindende garantier for vores sikkerhed fra USA og dets allierede vil Rusland være tvunget til at svare, inklusive med militær-tekniske tiltag, hedder det.

Svaret er det seneste af svar, der er sendt frem og tilbage mellem Vesten og Rusland. Det er kommet, på et tidspunkt hvor spændingerne mellem Vesten og Rusland er høje. I Vesten er frygten, at Rusland vil invadere Ukraine.

Rusland fremsatte i december en række omfattende sikkerhedskrav til både Nato og USA. Dem har USA tidligere svaret på. Det er USA’s svar på disse sikkerhedskrav, som Rusland torsdag har svaret tilbage på.

I svaret torsdag lyder det desuden fra Rusland, at man ikke har planer om at invadere Ukraine.

Torsdag har USA’s præsident, Joe Biden, ellers sagt, at risikoen for en russisk invasion er “meget høj”.

Rusland har i denne uge meddelt, at man er begyndt at trække soldater væk fra Ukraines grænser. Over 100.000 russiske soldater menes at være ved grænserne.

Vestlige ledere har modsagt de russiske meldinger. Der er ingen tegn på tilbagetrækning, har det blandt andet lydt fra Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

/ritzau/AFP

 

 

 

 

 

Back to top button