Udland

Rusland indrømmer at have sendt værnepligtige til Ukraine

Rusland har påstået, at kun professionelle soldater er i Ukraine. Værnepligtige er dog taget til fange.

Rusland indrømmer onsdag, at landet har sendt værnepligtige til Ukraine.

Hidtil har Rusland og præsident Vladimir Putin ellers pure afvist, at man har sendt værnepligtige eller folk i reserven afsted til Ukraine.

Kun professionelle soldater og officerer er sendt til den “særlige militæroperation” i Ukraine, har det lydt.

Meldinger om værnepligtige russere i Ukraine er af russerne blevet fremlagt som falske påstande fra Vesten.

Men onsdag erkender det russiske forsvarsministerium, at værnepligtige er i Ukraine. Indrømmelsen kommer, efter at den ukrainske hær har taget værnepligtige til fange.

– Desværre har vi opdaget fakta om tilstedeværelsen af værnepligtige i enheder, der tager del i den særlige militæroperation i Ukraine.

– Praktisk talt er alle sådanne soldater trukket hjem til Rusland, oplyser ministeriet.

Ifølge ministeriet har de fleste værnepligtige i Ukraine været med i forsyningsenheder. Det vil sige enheder, som har haft til formål at levere for eksempel mad eller militært udstyr til andre russiske soldater.

Siden den russiske invasion af Ukraine begyndte, har der været flere meldinger om, at unge værnepligtige er udsendt.

Der har floreret videoer på sociale medier med russiske mødre, der siger, at de leder efter deres sønner, efter at de sendt til Ukraine.

Senest mandag afviste Vladimir Putin, at værnepligtige eller folk i reserven er sendt til Ukraine. Kun “professionelle” russiske soldater er i Ukraine ifølge præsidenten.

Dmitrij Peskov, talsmand for Vladimir Putin, sagde kort før invasionen, at Putin havde bedt den russiske hær om ikke at sende værnepligtige afsted.

Højtstående i hæren ville blive straffet, hvis de ikke adlød, lød advarslen.

/ritzau/Reuters

Back to top button