Udland

Rusland har udstedt flere end 10.000 pas i besat by

I den seneste måneds tid har militæradministrationen udstedt pas til flere end 10.000 indbyggere i Kherson.

Flere end 10.000 indbyggere i den russisk-besatte by Kherson i Ukraine har fået udstedt russiske pas inden for den seneste måned.

Det oplyser vicechefen for den russiske militæradministration i byen Ekaterina Gubareva på beskedtjenesten Telegram ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

– Flere end 10.000 beboere i Kherson har allerede fået deres pas, skriver hun.

Kherson er en af Ukraines vigtige havnebyer i den sydlige del af landet. Byen er omkring samme størrelse som Aarhus og ligger ved Dnepr-flodens udløb i Sortehavet.

Rusland har kontrolleret byen i flere måneder, og sidst i april oplyste den militære administration i byen, at der var blevet indsat en ny borgmester.

Siden er det gået stærkt med den russiske indflydelse i byen.

I midten af juni blev det muligt for indbyggerne at få russisk pas. Den russiske rubel er også blevet implementeret som gyldig møntfod i byen. Internetforbindelsen til byen er blevet underlagt samme restriktioner og censur, som internettet er det i Rusland.

Der har tilmed været snak fra den militære administration om, at man i løbet af sommeren planlægger at afholde en folkestemning om, hvorvidt Kherson skal indlemmes i Rusland.

Ukraine kritiserede mandag Ruslands præsident, Vladimir Putin, for at have gennemført en lov, som gør det nemmere at udstede russiske pas til indbyggere i besatte ukrainske byer.

Udenrigsminister Dmytro Kuleba kaldte det endnu et indgreb mod Ukraines suverænitet i strid med international ret.

– Ukrainere har ikke brug for Putins statsborgerskab, og forsøg på at tvinge det igennem ved magt er dømt til at slå fejl, sagde han.

Loven, som gør det nemmere at tildele statsborgerskab til ukrainere, blev gennemført i maj. Rusland gennemførte desuden en lignende lov, men for indbyggere i udbryderregionerne Donetsk og Luhansk, i 2019.

/ritzau/

Back to top button