Udland

Rusland betegner ukrainsk bataljon som terrororganisation

Beslutning af russisk højesteret åbner for langvarige fængselsstraffe til medlemmer af Azov-bataljon.

Ruslands højesteret fastslår tirsdag, at den ukrainske Azov-bataljon er en terrororganisation.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Azov-bataljonen har ultranationalistiske rødder. Den har været en af de mest prominente ukrainske militære grupper under kampe mod Rusland i det østlige Ukraine.

Rusland har ofte kaldt bataljonen “nazistisk”. Landet har brugt anklager om nazisme som årsag til invasionen af Ukraine.

Azov-bataljonen var tidligere en frivillig gruppe. Senere er den blevet indlemmet i Ukraines hær.

Når den er blevet erklæret for en terrororganisation, åbner det blandt andet for langvarige fængselsstraffe til dens medlemmer. Det skriver AFP.

Azov-bataljonen har tirsdag reageret på den russiske højesterets beslutning. Den mener, at Rusland med beslutningen leder efter nye måder at “retfærdiggøre sine krigsforbrydelser” på.

Gruppen opfordrer desuden USA til at betegne Rusland som en “terroristisk stat” som modsvar. Det skriver Reuters.

Kampgruppen havde tidligere base i den østlige ukrainske havneby Mariupol.

Mange af dens styrker blev tilfangetaget af Rusland, da russiske styrker i maj vandt kontrol over byen efter næsten tre måneders belejring.

Det var soldater fra bataljonen, der var med til at forsvare det meget omtalte stålværk Azovstal i Mariupol under den russiske belejring.

Stålværket var det sidste, der faldt, da den russiske hær erobrede Mariupol.

Fortællingen om de lange kampe om Azovstal bliver brugt fra både russisk og ukrainsk side. For Ukraine er der tale om en heltefortælling, der viser, hvordan ukrainske soldater modigt har stået imod russiske angreb.

For Rusland er fortællingen, at man med ihærdighed lykkedes at indtage den strategisk vigtige by og befri den for soldater, som ifølge Rusland er “nynazister og krigsforbrydere”.

/ritzau/

Back to top button