Kriminal

Røver truede sig til kontanter: Blev anholdt efter få minutter

Et supermarked i Viborg har søndag været udsat for røveri. Den formodede gerningsmand blev hurtigt pågrebet.

En 27-årig mand nåede ikke langt med udbyttet, da han søndag eftermiddag begik røveri mod et supermarked i Viborg.

Manden truede personalet i Meny på Marsk Stigs Vej til at udlevere flere bundter med skrabelodder og kontantbeholdningen fra et pengeskab i forretningens baglokale.

Der gik dog kun fire minutter, fra politiet modtog et alarmsignal fra supermarkedet, til at den 27-årige blev anholdt.

Det fortæller vagtchef Simon Skelkjær fra Midt- og Vestjyllands Politi.

– Manden kommer ind i forretningen og siger, at det er et røveri, men han truer ikke med våben, siger vagtchefen.

– I baglokalet truer han personalet til at åbne en pengeboks.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 13.13.

Manden flygtede fra supermarkedet, men blev anholdt på en vej i nærområdet.

Han bliver fremstillet i grundlovsforhør mandag ved Retten i Viborg.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker