Kriminal

Retsmediciner skal fastslå forløb i sag om dobbelt dødsfald

Politiet mener ikke, at der er tale om en forbrydelse, i en sag hvor to ældre personer er fundet døde i Rønne.

Bornholms Politi har tilkaldt kriminalteknikere og en retsmediciner, der skal forsøge at klarlægge hændelsesforløbet, i en sag hvor en 60-årig mand og en 75-årig kvinde onsdag blev fundet døde i Rønne.

Det skriver politiet på Twitter torsdag morgen.

Lige som det var tilfældet onsdag, arbejder man fortsat ud fra den overbevisning, at der ikke har været tale om en forbrydelse. Det oplyser politiet torsdag omkring klokken 13.

Manden og kvinden befandt sig på adressen Provstegade 7 i Rønne, da de blev fundet af politiet. Politiet har ikke ønsket at oplyse, hvornår på dagen fundet af de to personer blev gjort – eller om andre detaljer i forløbet.

Siden tidligt onsdag eftermiddag har politiet efterforsket sagen, som torsdag morgen fortsat ikke er “100 procent klarlagt”, skriver politiet på Twitter. Det skal kriminalteknikerne og en retsmediciner nu forsøge at fastslå.

Tidligt torsdag eftermiddag er de gået i gang med deres undersøgelser. Politiets egne undersøgelser torsdag formiddag har heller ikke givet anledning til, at det skal efterforskes som en forbrydelse.

/ritzau/

Back to top button