Republikansk leder bliver udskrevet fra hospitalet
Mitch McConnell er udskrevet fra hospitalet efter et fald og skal nu behandles på en genoptræningsklinik.
Mitch McConnell, der spiller førsteviolin for republikanerne i Senatet i USA, er blevet udskrevet fra hospitalet, efter at han i sidste uge faldt ved et arrangement.
Det oplyser hans kontor mandag aften dansk tid.
Den 81-årige McConnell snublede og faldt i sidste uge til et middagsarrangement.
Hans kontor oplyser mandag aften, at senatoren har fået en hjernerystelse og en mindre skade på et af sine ribben.
Behandlingen for hjernerystelsen går hastigt fremad, skriver kontoret. McConnell vil dog ikke være i stand til at deltage, når Senatet mødes igen tirsdag.
Mitch McConnell er leder for Det Republikanske Parti i overhuset af Kongressen i USA, Senatet.
Hans indlæggelse faldt lige midt i forhandlinger mellem landets demokratiske præsident, Joe Biden, og republikanerne i Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus, om en udvidelse af landets gældsloft.
Som mindretalsleder i Senatet er han egentlig ikke en del af de forhandlinger, men som en republikansk nøglefigur og kendt stærk forhandler kan han sagtens komme i spil som mægler i forhandlingerne i et nødstilfælde.
USA’s gældsloft er lige nu på 31.400 milliarder dollar. Hvis Joe Bidens planlagte reformer skal igennem, skal de enten blive billigere, eller også skal de politiske parter blive enige om at give landet lov til at stifte yderligere gæld.
Joe Biden kæmper for en udvidelse af gældsloftet, mens republikanerne kræver, at han dropper spenderbukserne og finder finansiering til sine pakker uden at øge den amerikanske gæld.
McConnell er i gang med sin syvende periode som senator, efter at han første gang blev valgt i 1984. Han er valgt i Kentucky.
I 2019 snublede og faldt han i sit hjem i den amerikanske sydstat. Dengang fik han et brud i skulderen og måtte opereres.
McConnell fortæller sjældent om sit privatliv, men løftede alligevel låget lidt under coronakrisen. Her fortalte han, at han stadig har svært ved at gå op ad trapper, efter at han som barn led af polio – også kaldet børnelammelse.
/ritzau/Reuters