Indland

Rejsende fra EU-lande kan frit rejse ind i Danmark fra marts

Tidligere skulle ikke-vaccinerede rejsende fra Schengen- og EU-lande testes ved ankomst til Danmark.

Rejser man ind i Danmark fra et Schengen- eller EU-land, vil man snart slippe helt for at møde indrejserestriktioner. Og det er uanset vaccinestatus.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse fredag aften.

Tidligere skulle disse indrejsende testes inden for 24 timer, hvis ikke de var blevet vaccineret med en godkendt coronavaccine.

Kommer man derimod fra et land uden for EU eller Schengen, så vil der netop være et krav om at blive testet for corona senest 24 timer efter indrejse.

Det krav undslipper man dog uanset, hvis man kan bevise, at man er vaccineret med en godkendt vaccine, lyder det i pressemeddelelsen.

– Lempelserne sker på baggrund af en indstilling fra Epidemikommissionen, som Epidemiudvalget i dag (fredag, red.) har tiltrådt.

– Statens Serum Institut har vurderet, at indrejserestriktionerne kan lempes væsentligt i forhold til de nuværende rejserestriktioner, som udløber den 28. februar, skriver ministeriet således.

De nye indrejserestriktioner træder i kraft fra midnat natten til 1. marts og vil i første omgang gælde til og med den 29. marts.

Man forbeholder sig dog fortsat muligheden for at kunne trække i en nødbremse, hvis nye coronavarianter skulle opstå på ny.

/ritzau/

Back to top button