Politik

Regeringspartier ønsker drøftelser om politikeres løn og pension

Regering vil indlede drøftelser, så folketingsmedlemmers vederlag og pension endnu en gang skal kigges på.

Folketingets partier skal endnu gang slå hovederne sammen og forsøge at lave en ny aftale om folketingsmedlemmer og ministres løn og pension.

Sådan lyder det fra regeringspartierne, der nu vil indlede drøftelser med resten af Folketingets partier.

Det siger regeringspartiernes tre gruppeformænd i en fælles udtalelse.

– Vi er enige i, at der er brug for, at vi ser på, om vi kan nå til enighed omkring politikeres pension og vederlag. Derfor vil vi indlede drøftelser med Folketingets partier.

– Sammensætningen i Folketinget er ny, og vi vil gerne høre både nye og gamle partier i det her spørgsmål, lyder det i udtalelsen fra Leif Lahn (S), Lars Christian Lilleholt (V) og Henrik Frandsen (M).

Meldingen kommer, dagen inden at et beslutningsforslag fra SF skal behandles i Folketingssalen.

SF har længe presset på for at få ændret på politikernes løn- og pensionsforhold. Med beslutningsforslaget ønsker partiet, at der nedsættes en kommission, der skal komme med anbefalinger til den “den fremtidige vederlæggelse af folketingsmedlemmer og ministre”.

Men regeringspartierne støtter ikke beslutningsforslaget.

– Vi mener ikke, vi skal afvente en ny kommission, som SF foreslår, lyder det i udtalelsen.

Politikernes løn og pension har gennem mange år været til debat i befolkningen og på Christiansborg.

Siden Vederlagskommissionen leverede en række anbefalinger i 2016, har Folketinget forsøgt at lande en ny aftale.

Kommissionen anbefaler blandt andet, at politikernes livslange pensionsordning skal laves om til en 17 procent arbejdsgiverbetalt pension. Modsat skal årslønnen i stedet hæves med det tilsvarende beløb.

I oktober sidste år kunne DR beskrive, hvordan en række partier anklagede Socialdemokratiet og Venstre for igennem mange år at spænde ben for en ny aftale.

Med de nuværende regler får et folketingsmedlem 718.234 kroner om året samt et omkostningstillæg på 69.931 kroner.

Den højeste pension, man kan få som folketingsmedlem, er efter 20 år på tinge. Her gives en livslang pension på 32.336 kroner om måneden.

Hos ministrene tjener statsministeren mest med et årligt vederlag på 1,67 millioner kroner. Finansministeren og udenrigsministeren tjener 1,47 millioner om året, mens øvrige minister får 1,33 millioner om året.

Ministres pension stiger, indtil man har siddet som minister i mere end otte år. Da lyder den livslange månedlige pension på 25.730 kroner. Dertil kan en minister lægge sin pension som folketingsmedlem oveni, indtil pensionsloftet på 53.811 kroner om måneden rammes.

Hvorvidt regeringspartierne vil tage udgangspunkt i Vederlagskommissionens anbefalinger om mindre i pension, men højere løn, i drøftelserne, fremgår ikke af udtalelsen.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker