Sport

RB Leipzig er tæt på Champions League efter storsejr

RB Leipzig erobrede fjerdepladsen i Bundesligaen efter en sikker 4-0-sejr over Augsburg.

RB Leipzig fik lørdag en kæmpe gave, da Freiburg hjemme tabte 1-4 til Union Berlin i Bundesligaen.

Den gave blev søndag udnyttet, da Leipzig hjemme bankede Augsburg med 4-0 og dermed overtog fjerdepladsen fra Freiburg.

Dermed kan Leipzig lørdag i sidste spillerunde sikre sig fjerdepladsen og en billet til Champions League med en sejr hos bundholdet Arminia Bielefeld. Uafgjort er i praksis også nok, da holdets målscore er markant bedre end Freiburgs.

Yussuf Poulsen blev skiftet ind i Leipzigs angreb i stedet for opgørets første målscorer, Andre Silva, efter 70 minutter, mens Mads Pedersen spillede 80 minutter for udeholdet og begik et straffespark.

Leipzig kom først i gang kort før pausen, da portugiseren Andre Silva bankede sit hold foran 1-0 fra kanten af feltet.

Det blev udbygget til 3-0 i det første kvarter af anden halvleg, da franske Christopher Nkunku lynede to gange og nåede op på 20 ligamål i denne sæson.

Emil Forsberg lukkede kampen på straffespark, inden Yussuf Poulsen kom på banen og nåede at bidrage med blandt andet en stor chance og flere gode aktioner.

Bayern München fik tidligere søndag overrakt mesterskabstrofæet, som holdet sikrede sig for to uger siden, efter sin 2-2-kamp mod bundholdet Stuttgart.

Stuttgart fik en drømmestart på opgøret, da 19-årige Tiago Tomas efter otte minutter kanonerede bolden i kassen fra kanten af efter flot forarbejde af Omar Marmoush.

Bayern slog dog tilbage med to scoringer i slutningen af første halvleg. Først fremprovokerede Serge Gnabrys afslutning et selvmål, og siden lynede veteranen Thomas Müller efter en flot vending og en lang tå.

Den østrigske angriber Sasa Kalajdzic headede Stuttgart på 2-2 i starten af anden halvleg og havde kort efter endnu en stor chance, men der faldt ikke flere mål i det livlige opgør.

Stuttgart er tredjesidst og ligger til spille playoff om at undgå nedrykning. Et point hjemme mod FC Köln lørdag sikrer Stuttgart mod direkte nedrykning, mens en sejr kombineret med et Hertha Berlin-nederlag redder holdet helt.

/ritzau/

Back to top button