Politik

Rådmand stopper efter ni måneder af private årsager

Af private årsager stopper Steen Stavnsbo som rådmand i Aarhus og overdrager posten som politisk leder.

Steen Stavnsbo (K) stopper som rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus efter snart ni måneder på posten.

Det skyldes private årsager ifølge en pressemeddelelse.

– Jeg må være ærlig og sige, at selv om jeg er meget glad for indholdet i rådmandsrollen, så trives jeg ikke med at være fuldtidspolitiker og offentlig eksponeret person.

– Jeg er grundlæggende et ret privat menneske. Det at være fuldtidspolitiker og en offentlig person på den måde som jeg har været det de sidste knap to år, og nu senest som rådmand i år, har haft for store omkostninger privat, siger han i meddelelsen.

Han uddyber, at han har oplevet det som “en form for stress” at være fuldtidspolitiker og rådmand, og at hans privatliv er blevet “betydelig mere negativt påvirket”, end han havde forestillet sig.

Stavnsbo fortsætter i rollen til udgangen af august, hvor han overdrager den til Nikolaj Bang.

Bang trækker sig som medlem af regionsrådet i Midtjylland, hvor han har siddet siden 2014.

Stavnsbo bragede ind i Aarhus Byråd som spidskandidat for De Konservative og rykkede partiet fra et til fem mandater.

Det betød, at De Konservative blev det største parti i blå blok, hvilket gav en rådmandspost for første gang i otte år.

I stedet er det nu Bang, der skal tegne linjen som ny politisk leder. Han blev førstesuppleant ved kommunalvalget i november 2021.

Peter Sporleder bliver gruppeformand, og Mette Skautrup er politisk ordfører.

/ritzau/

Back to top button