Indland

Råd: Trængte lokalarkiver betyder meget for lokalområders dna

Arkivet leverer en vigtig del af historiefortællingen - både i lokalsamfundet og når nye folk skal lokkes til.

Landets knap 600 lokalarkiver er ifølge eget udsagn ved at blive kvalt i persondatabureaukrati.

Det er en stor skam, for arkiverne udgør en central del af lokalsamfundenes dna. Det mener formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.

– De udfylder en vigtig rolle, fordi de fortæller historien om lokalsamfundene og landsbyen, siger han.

– Det er vigtigt for lokalsamfundet at vide, hvad dna’en er i området, og hvad man er opstået af.

– Hvis ikke vi har de lokalhistoriske arkiver, så er der meget lokalhistorie, som simpelthen bliver glemt.

Ifølge Sammenslutningen af Lokalarkiver er arkiverne udfordret af GDPR-regler om databeskyttelse, som blev indført i 2018.

De giver mere arbejde og flere udgifter. Arkiverne skal blandt andet indhente samtykkeerklæringer i forbindelse med billeder og hyre revisorer til at tjekke, at reglerne bliver overholdt.

Det forklarer Jørgen Thomsen, formand for Sammenslutningen af Lokalarkiver.

– Det betyder alt sammen, at der bliver indsamlet og gemt mindre materiale end før, siger han.

Forsvinder historien fra et område, bliver det også med tiden mindre attraktivt for tilflyttere. Det mener Landdistrikternes Fællesråd.

– Man vil gerne bosætte sig et sted, hvor der en historie og noget spændende at fortælle om, siger Steffen Damsgaard.

Lokalarkiverne beder om, at man fra politisk side giver en hjælpende hånd og skriver dem ind i Arkivloven. Det vil ifølge arkiverne selv gøre, at de undtages fra tidskrævende krav.

Også hos Landdistrikternes Fællesråd mener man, at der bør gøres noget for at gøre driften af arkiverne lettere igen.

– Det er frivillige, det er ildsjæle, det er Foreningsdanmark, og det er civilsamfundet, der gør det her af ren og skær interesse, og når den slags bliver begrænset, er det brandærgerligt.

– Derfor håber vi også, at der findes en løsning med en lettere håndtering, siger Steffen Damsgaard.

Lokalarkiverne driver blandt andet det digitale billedarkiv arkiv.dk med mere end tre millioner fotos. Det har 5,4 millioner årlige besøgende.

Indtil nu har Sammenslutningen af Lokalarkiver foruden bevillinger fra private fonde fået et årligt tilskud på 750.000 kroner fra tipsmidlerne til administration.

På grund af ekstraudgifter til konsulenter beder sammenslutningen nu om 2,5 millioner kroner, medmindre der bliver gennemført en lovændring.

/ritzau/

Back to top button