Politik

R siger nej til advokatvurdering men truer med mistillid

Som følge af Minksagen vil De Radikale have Mette Frederiksen til at udskrive valg i sensommeren.

De Radikale kræver, at statsminister Mette Frederiksen (S) udskriver valg efter sommerferien. Ellers vil partiet stille mistillidsvotum – eller med andre ord forsøge at vælte regeringen.

Sådan lyder det fra De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, efter et hovedbestyrelsesmøde lørdag formiddag.

Her har partiet skullet tage stilling til, om der skal laves en advokatvurdering af Minkkommissionens beretning.

Det mener partiet ikke, at der skal. I stedet er partiet kommet med et ultimatum til regeringen.

– Selv om det er svært, skal vi evne at adskille jura og politik. Magtfuldkommenhed er ikke ulovligt. Og i den her sag kan vi ikke placere ansvaret ved advokater. Vi kan ikke gemme os bag en advokatvurdering, skriver hun blandt andet i et opslag på Facebook.

– Det her er et politisk ansvar, vi skal tage på os. Det er tid til en ny start. Der skal bygges bro igen, og jeg tror på, at et folketingsvalg er en forudsætning for det.

Folketingsvalget skal være udskrevet, inden Folketinget træder sammen igen efter sommerferien, skriver hun. Det er i år den 4. oktober.

I Sofie Carsten Nielsen facebookopslag står der ikke, hvad konsekvensen vil være, hvis Mette Frederiksen ikke følger De Radikales krav.

Men i et tweet slår den radikale leder fast, at partiet vil udtrykke mistillid til regeringen ved Folketingets åbning, hvis Mette Frederiksen endnu ikke har udskrevet valg.

Uden De Radikales mandater er der ikke flertal for, at beretningen fra Minkkommissionen vurderes af uvildige advokater. Det vil blå blok gerne have, men SF og Enhedslisten – og nu også De Radikale – har sagt nej.

De Radikale lægger til grund, at Mette Frederiksen ikke kendte til den manglende hjemmel, da hun på et pressemøde 4. november 2020 beordrede alle mink slået ned.

Minkkommissionens beretning blev offentliggjort torsdag. Beretningen fylder ni tykke bind på i alt næsten 1700 sider.

I beretningen kommer kommissionen med sønderlemmende kritik af både regeringen og embedsværket.

Blandt andet mener kommissionen, at der var tale om grov vildledning, da statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde 4. november 2020 meddelte, at alle mink i Danmark skulle aflives.

Derudover har også Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, sammen med ni andre topembedsfolk fået gedigen kritik af Minkkommissionen.

Den mener, at der er grundlag for at rejse tjenesteretslige sager.

Kommissionen forholder sig ikke til, om statsministeren og regeringen har ageret groft uagtsomt, eller om der er grundlag for at rejse en rigsretssag. Det var ikke kommissionens opgave.

/ritzau/

Back to top button