Putin talte på stadion om russiske helte ved fronten
Putin fik folkemængde til taktfast at råbe "Rusland, Rusland" for at vise støtte til de russiske styrker.
Ved et stort møde i forbindelse med en koncert i Moskva onsdag, hvor titusindvis af mennesker var samlet på et stadion, hyldede præsident Vladimir Putin russiske soldater, som kæmper i Ukraine.
Putin fik folkemængden til taktfast at råbe “Rusland, Rusland” for at vise støtte til dem, som ifølge den russiske leder “kæmper for fædrelandet”.
Folkemængden trodsede 15 graders kulde på Moskvas Luzhniki Stadion, som har plads til 81.000 mennesker, viftede med hvide, blå og røde russiske flag og lyttede til patriotiske sange, inden Putins ankomst.
– De kæmper heroisk, modigt og tappert. Vi er stolte over dem, sagde Putin ved begivenheden, som fandt sted under titlen “Hæder til dem, der forsvarer Fædrelandet”.
Begivenheden fandt sted op til 23. februar, som er en traditionel minde- og festdag for dem, som gør tjeneste i Ruslands væbnede styrker. 24. februar er årsdagen for den russiske invasion af Ukraine.
– I dag er vi samlet her med støtte fra hele landet, sagde Putin med henvisning til de russiske styrker i Ukraine.
Han tilføjede, at han netop var blevet briefet om situationen ved fronten.
– Nå vi står sammen, er der ingen, som kan overgå os. Æret være det russiske folks sammenhold, hed det i en kort tale fra den russiske præsident.
Kreml omtaler krigen som en “speciel militær operation”, der skal beskytte Ruslands egen sikkerhed mod en frygtet konfrontation med Vesten.
Blandt deltagerne var den 47-årige advokat Ulyana, som i et interview med det franske nyhedsbureau AFP sagde, at hun var kommet “for vor præsident, som forsvarer vort land”.
– Det, som sker lige nu, er en konsolidering af den nationale enhed, som vækker mindelser om Den Store Fædrelandskrig, siger hun med henvisning til den udbredte russiske betegnelse for Anden Verdenskrig.
Rockstjernen Grigory Leps indledte koncerten med en sang om Rusland, mens der på storskærme blev vist optagelser af statuen “Moderlandet kalder” i Volgograd, – det tidligere Stalingrad, hvor et af de vigtigste slag stod under Anden Verdenskrig.
Putin har i sine taler om Ukraine ofte talt om nazisme og nynazister, hvilket har bragt mange russeres tanker hen på Anden Verdenskrig, hvor det anslås, at op mod 27 millioner mennesker i Sovjetunionen blev dræbt – både civile og soldater.
Blandt de mange tusinder, der var forsamlet ved onsdagens mindedag, var også den af Kreml indsatte leder af Donetsk-regionen, Denis Pusjilin, som gentog, at den ukrainske regering har en “nazistisk ideologi”.
– Vesten er medsammensvoren om Ukraines krigsforbrydelser, sagde Pusjilin ifølge AFP.
/ritzau/Reuters