Udland

Prorussiske separatister angriber Ukraines hær i Østukraine

Prorussiske separatister i Donetsk angriber den ukrainske hær, efter at Rusland har indledt invasion.

Prorussiske separatiststyrker har iværksat massive angreb på ukrainske styrker i den østukrainske by Donetsk.

Det skriver det russiske nyhedsbureau Interfax ifølge Reuters.

Et øjenvidne siger torsdag morgen til Reuters, at vedkommende har hørt lyde fra artilleri i regionen.

Donetsk er et af to områder i det østlige Ukraine, som i 2014 løsrev sig fra Ukraine og proklamerede selvstændighed. Det andet er Luhansk.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, påstår, at ukrainske styrker har været i gang med at bedrive folkemord på de etniske russere i de to regioner.

Han fastholder, at Ruslands militære aktioner i områderne er “selvforsvar” og “fredsbevarende”.

Angrebet på Ukraine kom for alvor natten til torsdag.

Putin, gik på talerstolen og fortalte, at han havde autoriseret en militæraktion i det østlige Ukraine.

Senere kunne det russiske nyhedsbureau Interfax melde om russisk tilstedeværelse også i andre dele af Ukraine.

Klokken 05.00 ankom russiske styrker til den sydukrainske by Odessa, som ligger ved Sortehavet, skrev Interfax.

Det ukrainske militær siger via Reuters senere torsdag morgen, at det ikke passer, at russiske styrker er til stede i Odessa.

Interfax meldte også om, at russiske soldater ankom til byen Marjupol nær Donetsk.

Tidligt torsdag morgen oplyste en kilde fra det ukrainske udenrigsministerium til et lokalt medie, at ukrainske militære faciliteter var under angreb fra russiske missiler.

Blandt andet militære områder i hovedstaden, Kijev, og en i byen Kharkiv var blevet angrebet.

/ritzau/

Back to top button