Udland

Prins Harry får nej til at købe sig til politibeskyttelse

Det skal ikke være muligt for rige personer at købe sig til politisikkerhed, mener den britiske regering.

Den britiske prins Harry er ikke lykkedes med et forsøg på at få lov til at betale for sin egen politibeskyttelse, når han er i Storbritannien.

Det skriver det britiske medie BBC.

Prins Harry mistede retten til politibeskyttelse, da han trådte tilbage fra sine officielle roller i det britiske kongehus i 2020.

Han har efterfølgende forsøgt selv at få lov til at købe sig til beskyttelse.

Det britiske indenrigsministerium har dog været imod den idé.

Argumentet lyder, at rige personer ikke skal kunne købe sig til at have særligt trænede betjente som sine personlige bodyguards.

Prins Harrys ønske blev allerede afvist i sidste uge.

Hans advokater prøvede dog at få arrangeret en juridisk gennemgang af den beslutning. Det har en dommer tirsdag afvist, skriver BBC.

Det var en komité, som tager sig af beskyttelse af kongelige og offentlige personer, der i 2020 traf beslutningen om at fjerne prins Harrys beskyttelse.

Harrys advokater mente dog, at komitéen slet ikke havde magt til at træffe en beslutning om, at prinsen ikke selv må købe sig til beskyttelse.

Sidste år fik prinsen også lov til anke sagen til High Court – svarende til Landsretten. Men det er altså ikke lykkedes for Harry at få medhold.

Advokater for politiet og regeringen mener, at det vil være forkert, hvis betjente, der er forpligtet til at bryde ind ved farlige situationer, skal kunne købes, når komitéen allerede har besluttet, at beskyttelse ikke er nødvendig.

38-årige prins Harry er sammen med sin hustru, 41-årige Meghan, flyttet til USA. De har i vid udstrækning distanceret sig fra det britiske kongehus.

Prins Harry er kong Charles’ yngste søn.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker