Udland

Polske nationalister chikanerer flygtninge på togstation

En gruppe polske mænd beskyldes for at true folk fra Mellemøsten og Afrika, der er på flugt fra Ukraine.

Adskillige polske nationalister har tirsdag aften forsøgt at chikanere og angribe grupper af flygtninge fra Mellemøsten og Afrika på en togstation i byen Przemyśl, hvor de har søgt ly fra krigen i Ukraine.

Det oplyser journalister fra det polske medie OKO.press ifølge The Guardian.

Nationalisterne, der menes at have forbindelser til det lokale fodboldholds hooliganmiljø, nærmede sig gruppen af studerende fra Afrika og Mellemøsten, kort efter at de var ankommet til Polen fra forskellige byer i Ukraine.

Herefter begyndte nationalisterne ifølge to polske journalister at chikanere de studerende og råbe skældsord og racistiske ytringer mod dem.

– Omkring klokken 19.00 begyndte disse mænd at råbe og skrige efter grupper af afrikanske og mellemøstlige flygtninge, der befandt sig uden for togstationen, siger de to unavngivne journalister til The Guardian.

– De råbte til dem: Gå tilbage til togstationen. Tag tilbage til jeres egne lande.

Ifølge journalisterne forsøgte lokalt politi at fange nogle af nationalisterne, inden forsamlingen af mennesker blev brudt op.

OKO.press har delt en video af episoden på Twitter og talt med flere af de udenlandske studerende.

– Jeg var sammen med mine venner og var ved at købe noget mad uden for, da disse mænd kom og begyndte at chikanere en gruppe mænd fra Nigeria, siger 22-årige Sara fra Egypten, der studerede i Ukraine, inden hun tog flugten over grænsen.

– De nægtede også en afrikansk dreng at gå ind et sted for at få noget at spise. Derefter kom de hen imod os og råbte: Tag tilbage til jeres eget land, tilføjer hun.

Den unge studerende siger ifølge The Guardian, at flygtninge fra Mellemøsten og Afrika også er blevet mødt med diskrimination og vold af ukrainske myndigheder ved landets grænseposter til Polen.

Ifølge meldinger skal ukrainske grænsevagter blandt andet have forsøgt at tvinge afrikanske flygtninge bagest i køen, når de har forsøgt at komme om bord på toge og busser ud af Ukraine.

Nigerias præsident, Muhammadu Buhari, sagde mandag, at han også har hørt meldinger om, at ukrainsk politi skal have forsøgt at forhindre nigerianere i at forlade landet.

/ritzau/

Back to top button