Udland

Politiske modstandere får indefrosset bankkonti i Tunesien

Den tidligere premierminister og lederen af Tunesiens største parti har fået indefrosset deres bankkonti.

I Tunesien har den tiltagende desperate opposition lidt endnu et nederlag mod præsident Kais Saieds tilraning af magten.

En række højtstående politikere i landets største parti, Ennahda, har fået indefrosset deres bankkonti af en domstol i landet.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det gælder blandt andet Rached Ghannouchi, som er leder af Ennahda. Også Ghannuouchis søn Mouadh og landets tidligere udenrigsminister Rafik Abdessalem er på listen.

Hamadi Jebali, som sidste år blev fyret som premierminister af præsident Saied, har også fået indefrosset sine bankkonti.

Den politiske konflikt i Tunesien spidsede for alvor til i sommeren 2021, og siden er præsident Saied blevet anklaget fra flere sider for at stå bag et regulært kup af magten i det nordafrikanske land.

Tunesien er ellers blevet hyldet som et af de lande, der for alvor gjorde demokratiske fremskridt i kølvandet på det arabiske forår i 2011.

Men i sommeren 2021 suspenderede Kais Saied det tunesiske parlament. Han mente, at Ennahda bar skylden for landets dårlige økonomi og politiske krise.

Senere på året fyrede han regulært regeringen. Den daværende premierminister, Hamadi Jebali, er siden blevet anklaget for hvidvask og sidder i øjeblikket fængslet. Jebali kalder fængslingen politisk motiveret og er gået i sultestrejke.

I 2022 udstedte Saied et dekret, som gav ham magten til at ansætte og afskedige dommere ved landets domstole. Den magt er der allerede blevet gjort rigeligt brug af, og Saied fyrede således 57 dommere i starten af juni i år.

I starten af 2022 blev parlamentet ved med at mødes og vedtog, at Saieds handlinger var ulovlige. Præsidenten svarede igen ved at forvandle suspenderingen til en reel opløsning.

Det står ikke klart, at det ligefrem er Kais Saied, som har beordret indefrysningen af oppositionens bankkonti. Men præsidenten sidder reelt med et stramt greb om landets dømmende magt.

Desuden har han kaldt tuneserne til en folkeafstemning om en ny grundlov. Den skal efter planen foregå 25. juli.

/ritzau/

Back to top button