Vil skære i disse danskeres ydelse
Dimittendsatsen for de nyuddannede kan sættes ned efter seks måneder, mener to store fagforeninger
Lad nyuddannede beholde den nuværende dagpengesats i det første halve år.
Derefter kan den sættes ned.
Sådan lyder udmeldingen fra to af de store fagforeninger for akademikere, skriver Jyllands-Posten.
Det drejer sig om Ingeniørforeningen og magistrenes forening, DM.
- Vi kan godt læse skriften på væggen og se, at regeringen kan tælle til langt mere end 90 mandater i Folketinget, der ønsker at forringe dimittendsatsen.
- Derfor vælger vi nu at gå ind i rummet og forsøge at få så tålelig en løsning som muligt for vores medlemmer, siger formanden for Ingeniørforeningen, Thomas Damkjær Petersen, til avisen.
Regeringen vil sænke til 9500
Regeringen vil sænke dimittendsatsen til 9500 kroner om måneden for nyuddannede uden børn.
Den er nu på lidt over 13.800 kroner.
Begge fagforeninger har tidligere været meget imod forslaget, som har til formål blandt andet at øge arbejdsudbuddet.
De åbner dog nu for, at satsen kan blive sat ned, hvis den nuværende sats fastholdes de første tre til seks måneder.
Også DM's formand, Camilla Gregersen, har erkendt, at der er støtte til forslaget.
- Derfor handler det om, hvordan vi kan minimere skaderne, siger hun til Jyllands-Posten.
Advarer mod at forkorte periode
Begge formænd advarer dog mod også at halvere dagpengeperioden for nyuddannede fra de nuværende to år på dagpenge, som gælder for alle andre ledige, til kun at være et år for dimittender.
Fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye (S) ønsker ikke over for avisen at kommentere de igangværende forhandlinger om dimittendsatsen.
I alt var omkring 10.000 dagpengemodtagere på dimittendsats i 2009, mens antallet var vokset til omkring 20.000 i 2019.
Men med til historien hører, at flere har færdiggjort en uddannelse i mellemtiden.
I 2009 færdiggjorde i alt 82.409 personer enten en erhvervsfaglig uddannelse, en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse eller en ph.d.
I 2019 var tallet steget til 102.464, viser tal fra Danmarks Statistik.