12 af 20 listeria-smittede er døde
Ifølge Statens Serum Institut er 20 personer blevet smittet af listeria-udbrud. 12 af dem er døde
Fødevarestyrelsen, DTU og Statens Serum Institut arbejder lige nu på at stoppe et listeria-udbrud, der har smittet 20 personer siden september 2013. Ifølge Statens Serum Institut er langt de fleste blevet smittet inden for de sidste tre måneder. Instituttet har fastslået, at de tyve personer var smittet med identiske listeria-bakterier.
Ifølge Statens Serum Institut er 12 af de smittede personer døde inden for 30 dage efter, at de fik konstateret smitten. Personerne har dog også haft andre sygdomme, og derfor er det uvist, hvor mange af dødsfaldene, der skyldes listeria-infektionen.
De smittede har været 11 kvinder og ni mænd, der har været mellem 43 og 89 år gamle. De smittede stammer fra alle dele af landet.
Fødevarestyrelsen fastslog mandag, at hovedsmitten stammer fra virksomheden Jørn A. Rullepølser A/S, der producerer kødpålæg og pølser. Fødevarestyrelsen har lukket virksomheden og arbejder på at få tilbagekaldt alle varer, der er leveret fra Jørn A. Rullepølser til andre virksomheder.
Advarer køkken- og sundhedsperonale
Statens Serum Institut advarer sundhedspersonale og især køkkenmedarbejdere, der leverer mad til ældre og svækkede personer om listeria-risikoen.
– For at forebygge yderligere tilfælde af sygdommen anbefales det, at folk i særlig risiko og køkkener, der laver mad til ældre og svækkede personer, følger Fødevarestyrelsens enkle køkkenregler om at smide mad ud, der har overskredet sidste anvendelsesdato, holde en køleskabstemperatur på højst 5 0C, og huske at maden har kortere holdbarhed, så snart emballagen er brudt. Statens Serum Institut opfordrer endvidere sundhedspersonale til at have øget opmærksomhed på prøvetagning for listeria blandt patienter med relevante symptomer, skriver Statens Serum Institut på sin hjemmeside.