Trækker sig efter skandale
En ny bestyrelse skal arbejde på at genoprette tilliden til Danbred efter sag om en krænkende direktør
Den danske milliardkoncern Danbred skal have ny bestyrelse.
Det oplyses i en pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer, der ejer lidt over halvdelen af Danbred.
Udskiftningen sker i forlængelse af sagen om den nu forhenværende direktør i Danbred, Thomas Muurmann Henriksen, der har krænket flere kvinder.
- Den nye bestyrelse vil have det som sin altoverskyggende prioritet at genoprette tilliden til selskabet, både blandt medarbejderne og i forhold til Danbreds omverden, lyder det i pressemeddelelsen.
Træder ud af bestyrelsen
Landbrug & Fødevarers tre nuværende medlemmer af bestyrelsen udtræder.
Det samme gør de seks bestyrelsesmedlemmer, der er udpeget af selskaberne DBI Holding og Danish Agro. Selskaberne er medejere af Danbred.
Også Danbreds nuværende formandskab træder tilbage.
Ifølge Landsbrug & Fødevarer vil de nærmere detaljer om den nye bestyrelses sammensætning afklares snarest.
Det er dog allerede nu besluttet, at medarbejdervalgte repræsentanter vil få plads i bestyrelsen.