Tordner mod Mette F.

Forstår ikke, hvorfor hun vil lave en regering hen over den politiske midte

Offentliggjort Sidst opdateret

Opdateret 10.02:

Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, tordner videre mod Mette Frederiksen (S) i forbindelse med regeringsforhandlingerne.

Villadsen forstår ikke, hvorfor S-formanden, den kongelige undersøger og fungerende statsminister forsøger at lave en regering hen over den politiske midte.

- Vi har mapperne fyldt af gode argumenter, til hvorfor Mette Frederiksen bør lave flertal med de rød-grønne.

- Jeg kommer til at gentage over for hende, at der er et rød-grønt flertal i Folketinget, som Mette Frederiksen bør benytte sig af i stedet for at gå til højrefløjen, siger Villadsen på vej ind til regeringsforhandlinger fredag.

Økonomi og reformer

Regeringsforhandlingerne er rykket ind i Statsministeriet efter at være begyndt på Marienborg, statsministerens embedsbolig.

Mandag og tirsdag var sundhedsområdet hovedemnet i forhandlingerne. Fredag er det økonomi, reformer samt håndtering af inflation, som er på programmet.

Det var ligeledes emnerne torsdag. Her gæstede Alternativet, Moderaterne, De Radikale og De Konservative Mette Frederiksen.

Fortsat rødt flertal

Hun og Socialdemokratiet er gået på valg på at danne en regering hen over midten af dansk politik. Altså med partier fra både rød og blå blok.

- Det her er politik. Jeg synes, at Mette Frederiksen skal bruge de rød-grønne mandater, siger Villadsen på et spørgsmål om, at Mette Frederiksen alt andet end bejler til Enhedslisten, der inden folketingsvalget ellers agerede støtteparti for S-regeringen.

Efter valget 1. november er der fortsat et rød flertal. Men kun hvis man tæller tre nordatlantiske mandater med i regnestykket.

Mai Villadsen og Peder Hvelplund (EL) møder pressen efter regeringsforhandlinger på Marienborg i Kongens Lyngby, mandag den 7. november 2022. Temaet for møderne er sundhedsområdet.
Mai Villadsen og Peder Hvelplund (EL) møder pressen efter regeringsforhandlinger på Marienborg i Kongens Lyngby, mandag den 7. november 2022. Temaet for møderne er sundhedsområdet.

Blå bog: Mai Villadsen

* Navn: Mai Villadsen.

* Født 26. december 1991 i Herning.

* Folketingsmedlem for Enhedslisten i Nordsjællands Storkreds fra 5. juni 2019.

* Uddannelse: Student, Gefion Gymnasium, 2011.

* Beskæftigelse:

Ekstern projektleder og underviser, DeltagerDanmark, 2015-2017.

Politisk rådgiver, Enhedslisten, 2015-2019.

Ekstern underviser, Cevea, 2015.

Ungdomskonsulent, HK, 2013-2015.

Tillidshverv:

Tillidsrepræsentant i Enhedslisten, 2018-2019.

Formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, 2012.

Næstformand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, 2011-2012.

Kilde: Kilde: Folketinget.
Powered by Labrador CMS