Tobaksindustrien skal betale for oprydning af cigaretskod
Fra januar får kommunerne 32 millioner kroner årligt fra tobaksindustrien til oprydning af cigaretskod
Flere millioner cigaretskod ender hvert år på gaden, stranden eller i skoven. De forsvinder ikke, før de bliver ryddet op og smidt ud. Og det skal tobaksindustrien fremover til at betale for.
Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
Fra den 5. januar næste år træder det såkaldte oprydningsansvar i kraft i alle EU-lande.
Det betyder, at tobaksproducenterne i Danmark hvert år skal betale 32 millioner kroner for oprydningsarbejdet.
Og det er miljøminister Lea Wermelin (S) godt tilfreds med. Cigaretskod er nemlig den type affald, der bliver fundet mest af i naturen, fortæller hun i pressemeddelelsen.
- Vi skal have cigaretskod væk fra naturen, og det er kun rimeligt, at tobaksindustrien betaler for at rydde op, siger hun.
Går til kommunerne
Pengene til oprydningen går til kommunerne, der står for oprydningsarbejdet. Ud over de 32 millioner kroner skal industrien også betale for cirka 5 millioner kroner om året til administration af ordningen og oplysningstiltag.
Når et cigaretskod ender i naturen, tager det cirka ti år, før det er nedbrudt til mikroplast, der ikke forsvinder. Desuden afgiver det tungmetaller som bly og cadmium, tjærestoffer og nikotin, skriver ministeriet.
Miljørisiko for vandmiljøer
- Jeg tror, at mange ikke nødvendigvis ved, at cigaretskod er lavet af plastik, fordi det for eksempel ligner kork.
- Men det er plastik, og nu får tobaksindustrien både lov til at betale regningen for, at vi får ryddet op og for en oplysningskampagne, som Miljøstyrelsen står for, siger miljøministeren.
Hun håber, at tobaksindustrien i fremtiden vil tage ansvar og designe deres produkter, sådan at skoddene ikke ender i naturen.
Foreløbige analyser tyder på, at cigaretskod kan afgive stoffer, der udgør en miljørisiko for vandmiljøer og -kvaliteten.