Tæt på rødt flertal

Socialdemokratiet går frem i den første Voxmeter-måling, efter at folketingsvalget blev udskrevet onsdag

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er tæt på, at rød blok kan mønstre et flertal i den seneste politiske meningsmåling, som analyseinstituttet Voxmeter har foretaget for Ritzau.

I fredagens måling står rød blok til at få 88 mandater, mens blå blok får 81 mandater.

Lars Løkke Rasmussens Moderaterne står med 3,3 procents opbakning og seks mandater stadig til en rolle, hvor han måske vil kunne indtage en position som kongemager i dansk politik.

Det hører med til historien, at der er en statistisk usikkerhed på 3,0 procentpoint for både rød og blå blok i meningsmålingen. Det er den første fra Voxmeter, siden statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag udskrev folketingsvalg.

S står stærkt

Netop Socialdemokratiet står stærkt i målingen med 27,5 procent af stemmerne. Venstre er næststørst med 14,6 procent.

Herefter følger De Konservative med 11,4 procent og SF med 8,3 procent. Danmarksdemokraterne falder til 7,9 procents opbakning fra de 1094 adspurgte i målingen.

Målingen fra Voxmeter er foretaget i perioden 3. oktober til og med 6. oktober blandt repræsentativt udvalgte personer over 18 år.

Ny meningsmåling fra Voxmeter viser, at der næsten er et rødt flertal i Folketinget. Dermed kan Mette Frederiksen efter al sandsynlighed danne regering med støtte - og deltagelse? - af flere af de andre røde partier.
Ny meningsmåling fra Voxmeter viser, at der næsten er et rødt flertal i Folketinget. Dermed kan Mette Frederiksen efter al sandsynlighed danne regering med støtte - og deltagelse? - af flere af de andre røde partier.

DF ryger ud

Bemærkelsesværdigt er det, at Dansk Folkeparti med 1,7 procent af stemmerne står til ikke at klare spærregrænsen på to procent, og at Liberal Alliance står til mere fremgang med en opbakning på 5,6 procent.

Partier som Alternativet, Kristendemokraterne og Frie Grønne ser med opbakning fra henholdsvis 1,2 procent, 0,8 procent og 0,3 procent ud til at skulle kæmpe hårdt for at komme over spærregrænsen.

De Radikale, der med mistillid til regeringen udløste valgudskrivelsen otte måneder før udløbet af valgperioden, står til 5,4 procent. Det er markant mindre end ved det seneste folketingsvalg i 2019.

I alt står rød blok til 49,8 procent af stemmerne og blå blok til 46,7 procent i fredagens måling fra Voxmeter.

Det viser en meningsmåling

De politiske meningsmålinger giver sammenlagt et billede af, hvordan vælgerne ville stemme lige nu.

Der er dog usikkerheder forbundet med enhver meningsmåling, og derfor er det nødvendigt at tage forbehold for at forstå dem.

Se her, hvordan du får mest ud af en meningsmåling og undgår at drage forhastede konklusioner:

  • I en politisk meningsmåling spørger man en tilfældigt udvalgt gruppe vælgere, hvordan de vil stemme. Gruppen består typisk af omkring 1000 personer. De skal være repræsentative for vælgerskaren.
  • På baggrund af de 1000 personer forsøger meningsmålingsinstituttet at sige noget om, hvordan de i alt cirka fire millioner vælgere ville stemme, hvis der var valg nu.
  • Når man på baggrund af 1000 svar skal forudsige fire millioner stemmer, opstår der en vis usikkerhed i resultatet. Den usikkerhed kaldes den statistiske usikkerhed.
  • Er usikkerheden på for eksempel tre procentpoint for et parti med en tilslutning målt til 30 procent, så kan den reelle vælgertilslutning ligge mellem 27 og 33 procent. Tre procentpoint til hver side.
  • Det er dog mest sandsynligt, at den målte tilslutning stemmer overens med virkeligheden. Men den kan altså ligge inden for hele usikkerhedsintervallet.
  • Sammenligner man to målinger, skal man tage højde for usikkerheden i begge målinger, hvis man vil sige noget om et partis bevægelse.
  • I alle meningsmålinger er der en mindre risiko for, at målingen rammer uden for den angivne statistiske usikkerhed. Politiske målinger benytter typisk en metode, der betyder, at dette gælder for mindre end fem procent af målingerne.

Kilde: Ritzau

Powered by Labrador CMS