Søren Pape undskylder
Den konservative formand har sagt undskyld for "firkantede" udtalelser om Grønland
De Konservatives formand Søren Pape Poulsen har sagt undskyld til det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) for sine udtalelser om Grønland.
Det skriver han i en sms, som Ekstra Bladet har set.
- Jeg skal være den første til at undskylde, at jeg har udtalt mig firkantet og direkte, skriver han blandt andet ifølge Ekstra Bladet.
Aaja Chemnitz bekræfter over for Ekstra Bladet, at hun har fået en personlig undskyldning.
Skal sige undskyld til hele Grønland
Men hun mener, at Søren Pape Poulsen bør give en undskyldning til hele Grønland.
Hun synes stadig, at der er noget meget generaliserende i den konservative formands undskyldning.
Han siger fredag aften til TV 2, at han stadig mener, at Grønland på nogle punkter kan sammenlignes med et udviklingsland, men gentager, at han beklager den tone, han har brugt.
Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede (IA), sagde tidligere fredag til Ekstra Bladet, at han mener, at udtalelserne er respektløse.