Søger orlov fra Folketinget
Jon Stephensen (M) søger orlov. Lars Løkke Rasmussen (M) mener, at en eksklusion havde været en overreaktion
Jon Stephensen (M) søger selvbetalt orlov fra Folketinget, oplyser politisk leder for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, i en video på Facebook.
Her lyder det fra Løkke Rasmussen, at en eksklusion af Jon Stephensen på nuværende tidspunkt ville være en overreaktion.
Sagen handler om upassende beskeder fra Stephensen til en 19-årig partifælle, der er medlem af Unge Moderater, som så dagens lys søndag, da TV2 bragte historien. Hun modtog beskederne i februar.
- Der er ingen tvivl om, at den her korrespondance, det er ud over de grænser, vi trækker i Moderaterne, siger Lars Løkke Rasmussen i videoen, der er lagt ud kort efter midnat natten til tirsdag.
- Jon skal have en mulighed for at komme på benene igen, siger Lars Løkke Rasmussen.
Den rigtige måde
Når folketingsåret er slut, skal der tages stilling til, om Jon Stephensen og Moderaterne "skal genoptage vores samliv, som det var før, eller om det skal bringes til ophør".
- Det synes vi, er den rigtige måde at håndtere den her sag på. Jeg ved godt, at nogle ville sige, at vi skulle skride meget mere dramatisk til værks, siger Løkke.
Møde med Løkke
Beslutningen kommer efter et møde mellem Jon Stephensen og partisekretær Kirsten Munch, gruppeformand Henrik Frandsen samt Lars Løkke Rasmussen.
- Men helt ærlig. Den konkrete sag - den har en karakter, hvor vores grænser er blevet overskredet. Men den har omvendt også en karakter, hvor vi - hvis det kun var det - ville sige, at vi giver en stor advarsel, siger den politiske formand i videoen.
Ikke første gang
TV2 har dokumenteret, at Stephensen blandt andet har skrevet, at den 19-årige partifælle "er smuk med den lækreste krop".
Det er ikke første gang, at Stephensen er i medierne, efter at han angiveligt skulle have opført sig grænseoverskridende.
TV2 har tidligere beskrevet, hvordan Stephensen ifølge en lang række kilder fra teaterbranchen, som han var en del af i mange år, skabte et ubehageligt arbejdsmiljø med trusler, magtmisbrug og grænseoverskridende adfærd i sin tid på teatret Aveny-T. Her var Stephensen direktør.